Billede beskrivelse

Julehygge og velgørenhed i Thisted: Liden Kirsten åbnede dørene til julemarked

24. november 2025 kl. 10.33

THISTED: Julestemningen lagde sig som et lunt tæppe over en kølig Christen Kolds Plads, da Søsterloge nr. 42 Liden Kirsten lørdag inviterede indenfor i deres ellers lukkede logebygning til årets hyggelige julemarked.

Her havde logens 63 søstre gennem hele efteråret været flittige med strikkepinde, syltegryder og limpistoler.

Billede beskrivelse

Markedet bugnede af marmelader, sylte, bagværk, nørklearbejder, dekorationer og julepynt– alt sammen håndlavet.
Da dørene åbnede, strømmede gæsterne ind.

Omkring halvdelen af logesøstrene – i deres karakteristiske sorte kjoler – stod klar til at byde velkommen, mens Karen Bjørnskov satte stemningen med fine juletoner fra husets gamle klaver.

Billede beskrivelse

Børnene håbede på held i fiskedammen, de voksne lagde lodder i tombolaen, og duften af gløgg, æbleskiver og hjemmelavede frikadeller med rødkål bredte sig fra den velbesøgte café.

Det var julehygge i klassisk Thisted-stil.

Billede beskrivelse

Overskuddet går ubeskåret til gode formål. For logen er julemarkedet ikke kun en tradition – det er også årets vigtigste indsats for at kunne støtte lokalområdet.

- Alt hvad vi får i kassen i dag går ubeskåret til velgørenhed, fortæller overmester Pia Pallesgaard.

- Vi deler penge ud til gode formål i lokalområdet, primært inden for det sociale område.

Billede beskrivelse

Uddelingen sker i det nye år, og vi opfordrer allerede nu til, at man søger.
Sidste år uddelte logen støtte til blandt andet Solstrålen, Vågetjenesten i Thy, Kirkens Korshærs familietilbud, Sjørring Voltigeringsklub, Rampen, SOS Børnebyerne, Skleroseforeningen og Thy Cable Park.

- Det er dejligt, at vi kan være med til at gøre en forskel i vores lokalområde, siger overmesteren.

Billede beskrivelse

Julemarkedet er efterhånden en årlig begivenhed, som mange thistedboere ser frem til.

Billede beskrivelse

Med varme smil, hjemmelavet kvalitet og stærk velgørenhedsånd blev dagen endnu et bevis på, hvordan frivillighed og fællesskab kan forvandle en eftermiddag i november til noget ganske særligt.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste