Julefest skal gøre flere mennesker glade med rullende dør
THISTED: Siden 2019, bortset fra to år under corona-pandemien, har Alive Festival samlet tusinder af festglade til Alive Julefest første juledag, 25. december, i Thisted Musikteater.
I år bliver ingen undtagelse, men juletraditionen får et nyt koncept, så alle får chancen for at være med. Det nye koncept hedder rullende dør, så når en gæst forlader musikteatret, lukkes en ny gæst ind.
- Tidligere julefester har alle været udsolgt, men det har ikke været ensbetydende med, at der har været fyldt i musikteatret fra start til slut. Der har været tidspunkter under julefesten, hvor det har virket halvtomt samtidig med, at vi med udsolgt har måttet skuffe mange, der gerne ville ind til julefesten. Derfor tester vi nu det nye koncept med rullende dør, for vi vil gerne holde gang i festen med fuldt hus fra start til slut og give alle chancen for at være med, siger Alive Festivals sekretariatsleder, Iben Stubgaard.
Kort fortalt handler rullende dør om, at det vagtfirma, Alive Festival samarbejder med, holder styr på antallet af gæster i musikteateret og lukker nye ind, når andre forlader julefesten. Og de nye bliver altid dem, der står forrest i køen. Så har man købt billet, forlader julefesten og vil ind igen, så må man en tur om bag i køen.
- Vi har også tidligere oplevet, at folk, der har købt billet, har forladt julefesten tidligt for ikke at vende tilbage. Det har skabt tomme pladser og en ærgerlig situation for dem, der gerne ville ind. Nu prøver vi så rullende dør af, og efter en god dialog med vagtselskabet tror vi på, at det kan foregå på en rolig og rar måde. Vi kender vagtselskabet godt, og vagtselskabet kender vores gæster, siger Iben Stubgaard.
For at skabe opmærksomhed om julefesten, har Alive Julefest solgt et begrænset antal billetter i forsalg med de fordele, der følger med. Dels er forsalgsbilletterne solgt til en billigere pris, 105 kroner, end dem, man kan købe ved døren, 150 kroner. Dels kommer forsalgskøberne foran i køen ved den rullende dør frem til klokken 23.
- Forsalgsbilletterne blev revet væk på en time, så det fortæller os, at der er stor forhåndsinteresse for at være med til julefesten, siger Iben Stubgaard.
Julefesten starter klokken 21 og varer frem til klokken 04. Billetter kan købes ved indgangen, og har man sikret sig en forsalgsbillet, så skal man vide, at fremrykningen i køen kun gælder til klokken 23. Kommer man senere, må man en tur op bag i køen.
- Vi håber, at det nye koncept med rullende dør vil have sin virkning og gøre endnu flere glade frem for skuffede. Vi ser frem til at prøve det af og til at få feedback fra vores gæster, siger Iben Stubgaard.