Julebal og nytårsfest med fyrværkeri: Mikael skaber traditioner
AGGER: Når over 1.000 af de fastboende og turister stimler sammen på havnen i Agger nytårsaften for at ønske hinanden godt nytår og skåle det ind med udsigten til et kæmpe festfyrværkeri, så har man været med til at lave en event, som nemt kan gå hen og blive en tradition og noget, alle snakker om.
Og traditioner er noget, forpagteren af spillestedet og restauranten Agger Darling, Mikael Andersen, gerne vil være med til at skabe for at skabe ekstra liv i byen på årets sidste dag.
For det er nemlig ham, der har taget initiativet til at lave eventen på havnen nytårsaften.
- Nu er det tredje år i træk, vi arrangerer festfyrværkeriet på havnen, så man kan vist godt sige, at det allerede nu er ved at blive en tradition for mange fastboende og turister, siger han.
Mikael Andersen er selv uddannet fyrværker og drev i en årrække Color Power Festfyrværkeri, inden han solgte til Ilbjerg Fyrværkerifabrik for i stedet at blive musikarrangør og senest forpagter af Agger Darling.
- Tilbage i 2022 havde jeg fri nytårsaften og skulle fejre nytåret i Agger sammen med min kone, Lone Kiel. Så sad vi og snakkede om, at Agger burde have et festfyrværkeri. Derefter snakkede jeg med Kjeld Jørgensen fra Ilbjerg Fyrværkerifabrik for at høre, om han ville stå for det. Og han skulle ikke tænke over det alt for længe, smiler Mikael.
Trods kort betænkningstid, takkede Kjeld Jørgensen ja, og så kunne Mikael Andersen folde idéen ud i Agger.
- Jeg snakkede med forskellige folk og fortalte, at jeg gerne ville betale for fyrværkeriet og være med til at bygge en tradition op, forklarer han.
Opbakningen var umiddelbart til stede og samtidig blev det besluttet at lave en indsamling til fordel for Agger Fælledpark.
- Vi opfordrede folk til at indbetale et beløb på Mobilepay af de penge, de selv sparede på krudt ved i stedet at være med til det store og fælles festfyrværkeri på havnen. Vores målsætning var at indsamle 30.000 kroner, men det stak hurtigt af, så vi endte med at indsamle hele132.000 kroner. Det var helt vildt, siger Mikael.
Ny tradition
Sidste år blev der så tilføjet en lille konkurrence, hvor der blev trukket lod om tre gavekort til den lokale købmand blandt alle, der støttede festfyrværkeriet via Mobilepay.
- Og andet år gik stort set lige så godt, så vi fratrukket diverse udgifter, nu er nået op på en samlet støtte til fælledparken på næsten 190.000 kroner. Og det er også fælledparken, vi støtter op om i år med indsamlingen, siger Mikael.
Agger Darling er selv i festhumør nytårsaften, hvor restauranten dækker op til en storslået festmenu, og efter midnat bliver dørene åbnet for publikum på havnen, så de kan komme ind på Agger Darling og skåle videre.
- Vi åbner koncertbaren for at give alle mulighed for at skåle nytåret videre sammen med os, smiler Mikael.
Og med den succesfulde event på havnen i ryggen, er han nu klar til at skabe endnu en tradition i Agger.
5. juledag, 29. december, inviterer Agger Darling til godt, gammeldags julebal med Kim Larsen musik fra Østre Gasværk.
- Ovenpå julemad og hygge i familiens skød, kan vi alle vel godt trænge til at få rørt benene og stemmebåndene. Både de fastboende og turister. Derfor arrangerer vi julebal uden spisning og af den slags, hvor man kan mødes med familie og venner til fest, sang og dans. Og det bliver et julebal, som jeg håber, kan blive en tradition at samles om hvert år, siger Mikael.