Ingen skam og ingen elevatorblikke: Nu kommer skobutik for store skostørrelser til Thy
Den 15. og 16. juli kan kvinder finde sko i størrelse 40 til 46, når MEMI Shoes fra København popper op hos Jazzi i Thisted. Her skal der være plads til alle størrelser - fra top til tå
THISTED: Det er ikke alle kvinder, der kan gå ind i en almindelig skobutik og regne med at finde et par sko, der passer.
Det kender Sofie Andersen fra MEMI Shoes alt til. Efter to graviditeter ændrede hendes fødder sig, og hun begyndte at bruge størrelse 42/43 i sko. Det blev begyndelsen på idéen til en skobutik, der udelukkende forhandler damesko i store størrelser.
-Jeg oplevede en stor skam og forkerthedsføelse, når jeg skulle købe nye sko, specielt de højhælede, eller hvis jeg gerne ville være ekstra smart, var det det samme kedelige, mangelfulde eller ikke eksisterende udvalg der var tilgængelig i de almindelige skobutikker, fortæller hun.
I 2022 besluttede hun derfor at åbne sin egen webshop med damesko i store størrelser. Siden er det gået så godt, at hun har forladt sit pædagogiske arbejde i psykiatrien og åbnet en fysisk butik i København.
Den 15. og 16. juli tager hun butikken med til Thy, når MEMI Shoes popper op hos Jazzi i Frederiksgade 1A i Thisted.
Sko og tøj under samme tag
Hos Jazzi kan kunderne i forvejen finde tøj i store størrelser, og ifølge Sofie Andersen giver samarbejdet derfor god mening.
-Den gode mening med at samle tøj og sko under samme tag finder vi i at højde, drøjde & størrelse hænger sammen. Vores kundegrundlag er det samme. Kvinder der vil se godt ud uanset deres størrelse, siger hun.
Samarbejdet er opstået gennem en fælles kunde, som foreslog, at de to butikker skulle lave noget sammen.
Når MEMI Shoes gæster Thisted, bliver det med et udvalg fra butikken. Fokus vil især være på sommersko og de nyeste varer, men der kommer også høje hæle med, fordi faste kunder i Jylland allerede har efterspurgt stiletter.
Kunderne vil kunne finde sko i størrelse 40 til 46 fra blandt andet danske Hummel, tyske Gabor og spanske Andres Machado. Derudover tager MEMI Shoes også halve numre med.
-Det er nogle gange det halve nummer, der gør forskellen, fortæller Sofie Andersen.
Hun håber desuden, at et nyt brand når at lande i butikken, inden turen går til Thisted.
-Jeg kan ikke løfte sløret for, hvilket brand der er tale om, men det er stort, og jeg glæder mig til at tage det ind i min butik, siger hun.
Ingen elevatorblikke
For Sofie Andersen handler MEMI Shoes ikke kun om sko. Det handler også om den oplevelse, mange kvinder med større skostørrelser har haft i almindelige butikker.
I hendes egen butik skal kunderne kunne træde ind med ro i maven og vide, at udvalget er lavet til dem. Her skal de kunne pege på et hvilket som helst par sko og vide, at de findes i deres størrelse.
- Det giver en ro og tryghed hos mine kunder, at her er ingen elevatorblikke, og ingen der dømmer dig uanset, hvilken skostørrelse du bruger, fortæller hun.
Derfor holder hun fast i, at butikken kun skal have damesko i store størrelser.
- Jeg lærte gennem min egne erfaringer, at det her er en mangelvare, og jeg tænkte, at jeg måtte kunne hjælpe andre der stod i samme situation som mig, fortæller hun.
Pop-up-events er samtidig en måde for MEMI Shoes at komme ud til kunderne i resten af landet.
- Det gør hele forskellen at møde kunderne på den her måde. Du har kunderne på tættere hånd og kan bedre guide og vejlede, når du har dem fysisk foran dig, siger Sofie Andersen.
Hun har efterhånden lavet flere pop-up-events og lokale leveringer, og hun holder også foredrag og oplæg om at stå fast i sin størrelse 43.
Og Sofie Andersen er da også åben for mere i Nordjylland.
- Den 15. og 16. juli popper vi up hos Jazzi, og vi er ikke blege for at prøve noget nyt, så bliver vi inviteret andre steder hen i Nordjylland, så er vi friske, siger hun.