Hurup gør sig klar til at modtage tusindvis af gæster
HURUP: Lige nu bliver der talt ned til den helt store event i Hurup, når Wool Days Thy fredag den 19. september åbner dørene for årets strikkefestival, der sidste år tiltrak omkring 6000 deltagere – og håbet er, at mindst samme antal vil besøge Hurup i år.
Programmet for årets festival har indehaver af festivalen Lotte Littau Kjærgaard arbejdet på stort set siden sidste års festival sluttede. Så planen for udstillere, foredagsholdere og undervisere fra mange lande udover Danmark – blandt andet Norge, Sverige, Finland, Island, Tyskland, Holland og sågar USA, er på plads.
Hurup Hallerne bliver igen i år omdrejningspunktet for Wool Days Thy og når man har købt entrébillet, har man gratis adgang til et tætpakket program af foredrag, talks (Sofa Strik Snak), strikkecafé, drop-in-inspiration, lokal musik, banko og meget, meget mere.
Selve sceneprogrammet er inddelt i tre genrer; kreativitet som omdrejningspunkt, bæredygtighed som fundament og håndarbejde som sundhedsfremme.
Hele byen fester med
Udover de mange programsatte aktiviteter, som man kan finde på Wool Days Thys hjemmeside, har organisationer, foreninger og Hurup Handel budt sig ind med mange forskellige pop-up aktiviteter rundt om i byen. Specialbutikkerne i Hurup har annonceret udvidede åbningstider fredag og lørdag fra 9.30-17.00 og søndag fra 9.30 – 16.00.
- Der er lagt op til, at butikkerne selv skaber deres egne små aktiviteter. Og der har været fuld opbakning fra alle i butikkerne om at gøre noget ekstra ud af de tre dage udover udvidede åbningstider. Blandt andet med musik i gågaden alle dagene, hvor West Road vil skabe hygge, siger formand for Hurup Handel, Ole Andresen.
Også områdets foreninger og organisationer har budt sig ind med aktiviteter. Blandt andet kan man hver dag klokken 14 opleve musik og fællessang i Aktivhuset Traant, hvor man også kan købe kaffe og kage. KFUM i Hurup laver strikkecafé lørdag, og den Sociale Café Fristedet sælger hjemmestrik og hjemmebag.
Hos Kunsthal Jens i Bredgade 104 bliver der alle dagene drop-ind aktiviteter ved Lene Bundgaard Chang og Birgitte Haugaard, der demonstrerer magiske knuder, applikation og håndbroderi på strik – og meget, meget, meget mere.
Vil man gerne vågne med lidt morgenro, åbner Hurup Kirke lørdag og søndag fra 8.15 til 9.00, hvor man er velkommen til at tage sit strikketøj med i kirken og nyde musik ved organist Sune Grud Enevoldsen og digtoplæsning ved sognepræst Line Skovgaard Pedersen.
Vil man gerne lidt ud af byen, uden dog helt at slippe strikketøjet, så arrangerer Lodbjerg Fyr både lørdag og søndag strikkecafé.
Det for at nævne nogle af de aktiviteter, som kommer til at ske i og omkring Hurup i forbindelse med strikkefestivalen. Og de tilstødende aktiviteter kan man opleve uden at have købt billet til festivalens programsatte aktiviteter i Hurup Hallerne og på Hurup Skole.
Alle aktiviteter, som foregår under Wool Days Thy -dagene, er samlet i et 24 siders stort trykt program, som man kan finde på Wool Days Thys hjemmeside.
Festivalen afvikles i weekenden 19. – 21. september.