Gunnar slipper tøjlerne: Forårsmesse bliver til Limfjordsmessen
NYKØBING: Efter mange år som arrangør og forårsbebuder, har den 82-årige Gunnar Bruhn Simonsen besluttet at overlade den traditionsrige Forårsmesse i Nykøbing til Per Bech fra Foto Collection og Michael Hansen fra Clock Huset.
- Michael og jeg har i 20 år arrangeret bryllups- og konfirmationsmesse sammen, og da Gunnar for en halv snes år siden begyndte at arrangere sin Forårsmesse, blev vi tilbudt at være med, så vi på den måde kunne hjælpe hinanden. Siden har vi fortalt Gunnar, at vi stod klar i kulissen den dag, han var klar til at trække sig tilbage. Det er så sket i år, forklarer Per Bech.
Altså bliver messen, som finder sted i Sparekassen Thy Arena Mors i weekenden 1.-2. marts, med nye arrangører, og samtidig skifter den navn til Limfjordsmessen.
- Mors har tidligere haft en messe af samme navn, og vi synes, at Limfjordsmessen er et godt navn at videreføre, for det er et navn, der rækker ud til både Mors, Thy og Salling, siger Per Bech.
El-biler i fokus
I optaktsfasen har Michael Hansen og Per Bech fået god hjælp og sparring af Gunnar Bruhn Simonsen, der har et stort netværk og en solid erfaring med at arrangere messer.
- Det har været dejligt at have Gunnar i kulissen til gode snakke, hvor han også er kommet med gode idéer. Samtidig har Gunnar et stort netværk, som vi har kunnet trække på. Blandt andet har vi kontaktet alle udstillere på sidste års messe, og vi har mødt en fantastisk opbakning til vores Limfjordsmessen, siger Per Bech.
Det er på mange måder også en etableret messe, Michael Hansen og Per Bech overtager, men de nye arrangører har alligevel valgt en anderledes og nytænkende tilgang. Det vil man blandt andet kunne opleve foran arenaen og i foyeren, hvor der bliver fokus på el-biler.
- Seks bilforhandlere kommer forbi og udstiller deres nyeste el-biler foran arenaen. Her kan messegæsterne se dem an og få lov at få en prøvetur. Inde i foyeren kan man så få en uddybende snak med forhandlerne og få svar på alle sine spørgsmål om el-biler. I foyeren vil man også kunne se tilbehør, som lade standere og få vejledning om brug og montering, siger Per Bech.
Pattegris og fiskebil
Tidligere har foyeren været stedet, hvor Michael Hansen og han selv holdt til, men i år viger de pladsen for bilforhandlerne og flytter i stedet ind i arenaen sammen med de øvrige udstillere.
- I første omgang tager vi kun arenaen i brug til de øvrige udstillere, men til gengæld laver vi meget om i forhold til tidligere, hvor vi bygger standene op på en helt ny og mere åben måde samtidig med, at vi sænker lyssætningen for at skabe en mere hyggelig stemning, siger Per Bech.
Limfjordsmessen er i øvrigt tæt på at være udsolgt på udstillerdelen. I skrivende stund er der kun fire stande tilbage.
- Med den store interesse, der har været fra udstillerside, er jeg sikker på, at vi nok skal få udsolgt, siger Per Bech.
Han nævner, at messegæsterne kan se frem til en bred vifte af udstillere med alt fra dametøj og tilbehør til hus og have krydret med smagsprøver på helstegt pattegris og øl fra lokale bryghuse.
- Og så arbejder vi på at få en fiskebil til at komme og holde ude foran, siger han.
Gunnar Bruhn Simonsen fortsætter med at arrangere Forårsmesse i Skive. Den finder sted i KulturCenter Skive i weekenden 8.-9. marts.