Grand Prix-tema hittede i Musikteateret
THISTED: Der var fuld sal, fællessang og latter i Thisted Musikteater, da Dansk Slager Parade 2026 i weekenden kom til Thy på sin turné, der besøger mere end 20 danske byer.
Stemningen i den historiske teatersal var præget af musikalsk gensynsglæde, nostalgi og musikalske højdepunkter fra mere end seks årtiers Grand Prix-historie.
Årets musikshow bød på en perlerække af Grand Prix-vindere og kendte danske hits, leveret af et stærkt hold solister med Klaus & Servants som det musikalske omdrejningspunkt.
Klaus & Servants, der i år markerer 60 år på den danske musikscene, bandt som sædvanlig showet sammen – både med egne hits og som backingband for solisterne.
Grand Prix-klassikere og Tommy Seebach-hyldest
Årets Slagerparade-tema tog afsæt i Melodi Grand Prix-historien, og publikum i Thisted fik blandt andet genhør med en række Tommy Seebach-klassikere, som stadig får salen til at synge med på tværs af generationer.
Peter Andersen, bedre kendt under kunstnernavnet Drama Queen, leverede et energifyldt Seebach-medley med blandt andet "Disko Tango", "Du er det dejligste" og "Under stjernerne".
Linje 3-entertaineren Anders Bircow begejstrede med både danske og internationale evergreens som "Save the Last Dance" og supplere med sin version af Brødrene Olsens Grand Prix-vinder "Smuk som et Stjerneskud", hvor han fik ledsagelse af kapelmester Klaus Strand-Holm, der gav den som Noller – dog uden hår.
Lise Haavik, der i år kan fejre 40 års jubilæum med sin egen Melodi Grand Prix-vinder "Du er fuld af løgn", sang også Lonnie Devantiers ørehænger "Hallo Hallo" fra 1990 samt Trine Dyrholms 1987-hit "Danse i måneskin".
Mik, der er kendt fra duoen Mik & Pylle, leverede sit sørgmodige hit "Floden" og gav også Lis & Pers hit "Jeg er Sigøjner" som en hyldest til Per, som gik bort i 2025.
Klaus & Servants – den røde tråd
Som fast husorkester på Dansk Slager Parade sørgede Klaus & Servants for, at musikken hele tiden havde retning og nerve.
Publikum fik også bandets egne hits – herunder gennembrudssangen "Bank tre gang’", hvor hele holdet stod på scenen.
Konferencier for Dansk Slager Parade-showet var igen i år Karin Strand-Holm, der også er kendt fra TV-programmerne "Syng Med & Tip Et Hit" på DK4.
Kombinationen af rutine, spilleglæde og nærvær var tydelig, og netop dette fremhæver de lokale arrangører som en af forklaringerne på, at Dansk Slager Parade år efter år formår at samle et bredt publikum i Thy.
Succesen betyder, at Dansk Slager Parade allerede er booket til Musikteatret igen den 19. februar 2027.