Gitte inviterer igen udviklingshæmmede til Troldebal
HURUP: Indbydelserne til dette års Troldebal i Hurup Hallerne for udviklingshæmmede er sendt ud til områdets bosteder og beskyttede værksteder.
Denne gang er arrangementet på skærtorsdag den 2. april.
Plakaterne hænger på væggen hos mange af borgerne i bostederne rundt omkring i Thy og på Mors. For indbydelserne er sendt til hver enkelt beboer, oplyser arrangør og idemand bag Troldeballet, Gitte Rasmussen, der i år afvikler det populære Troldebal for tredje år i træk.
Johnny Hansen fra Kandis kommer i år og åbner ballet, før de populære MD-DUO indtager scenen. I pauserne giver DJ Kenneth Peuss den gas.
- Vi er så heldige, at Johnny Hansen vil optræde i år, og så gentager vi succesen med MD-DUO, for de har en fantastisk kontakt til de udviklingshæmmede, der bare elsker dem, fortæller Gitte Rasmussen.
Stor opbakning
Troldeballet har stor opbakning.
Sidste år var der 120 tilmeldt ballet – hvoraf omkring 90 var udviklingshæmmede, der fik en kanonfest sammen med deres følgere.
Igen i år hjælper Lions Liden Kirsten og Lions Sydthy med et tilskud – og som noget nyt giver Foreningen for udviklingshæmmede, LEV, også et tilskud til ballet.
Mange frivillige har allerede stillet sig til rådighed med hjælp til at afvikle ballet.
- Så vi nyder en stor opbakning fra alle sider. Og det er jo med til, at vi for tredje år kan afvikle ballet og endda udvide med mere underholdning og flere aktiviteter, siger Gitte Rasmussen.
Fest og farver
Udover de ting, som kommer til at foregå på scenen, har frisør Helle Dige Nørgaard fra Park By Nørgaard i Hurup, som noget nyt meldt sig på banen.
- Helle vil indrette et lille hjørne, hvor deltagerne kan få sat hår og blive sminket, så de er klar til festen, fortæller Gitte Rasmussen.
Mad og drikke skal der også til. Derfor bliver det muligt at købe kaffe og kage samt øl, vand, pølser, pommes frites, chips og meget mere i hallens cafeteria.
Billetter købes hos Gitte
Tilmeldingen er allerede startet.
Billetprisen er 100 kroner og tilmelding kan ske hos Gitte Rasmussen på 20 39 02 78.
Billetterne betales ved indgangen.
Det bliver Johnny Hansen, der åbner ballet klokken 12.00. Derefter går MD-DUO på scenen klokken 13.00, og DJ Peuss underholder i pauserne. Hele arrangementet afvikles fra klokken 12-15.
Dørene til Hurup Hallerne åbnes klokken 11.00.