Galleriet åbner med stærke navne og nye fund
THISTED: Påsken markerer, traditionen tro, starten på kunstsæsonen, hvor gallerier over hele landet slår dørene op.
I Thisted er det ingen undtagelse – og hos Glas Gjerulff er der igen i år lagt op til en særlig oplevelse.
Her inviteres der til åbent galleri den 4. og 5. april, hvor besøgende kan opleve en bred samling af kunst – med ekstra fokus på årets udvalgte kunstner.
I år er valget faldet på Peter Skovgaard, som mange i Thy vil kende.
Den aarhusianske kunstner boede i Thisted i 1990'erne og var blandt andet med til at starte byens kunstforening.
Som maler er han kendt for sine ekspressive og abstrakte værker, hvor formerne spænder fra bløde til kantede, og farverne spiller en central rolle.
– Vi har i år en meget stor samling af Peter Skovgaards værker. Han er en spændende kunstner – og så har han jo en særlig tilknytning til Thisted. Derfor er han vores “årets kunstner” ved påskeudstillingen, fortæller glarmester Steen Gjerulff.
Udover det etablerede navn præsenterer galleriet også en lokal kunstner, der endnu ikke er lige så kendt – men som ifølge Steen Gjerulff fortjener større opmærksomhed.
Det drejer sig om kunstneren, der arbejder under pseudonymet Adam G.
– Han laver virkelig flotte ting og til nogle meget fornuftige priser. Det er den slags værker, hvor man kan gøre et godt køb, siger Steen Gjerulff.
Galleriet byder i det hele taget på mange nye værker i år, og ambitionen er at tilbyde kunst i flere prisklasser, så der er noget for både samlere og nysgerrige førstegangskøbere.
Blandt de øvrige kunstnere, man kan opleve, er blandt andre Kurt Trampedach, Jørgen Nash, Erland Knudssøn Madsen, Freddy E og Poul Bjerregaard – flere med tilknytning til lokalområdet.
Hos Glas Gjerulff er påskeudstillingen efterhånden blevet en fast tradition, hvor kunst og håndværk går hånd i hånd.
– Vi har virkelig fået mange nye ting hjem, som man kan gøre et kup på. Der er masser at kigge på – til alle slags priser.
Og så sørger vi også for lidt lækkert til ganen til vores gæster, lyder det fra Steen Gjerulff.
Dermed er der lagt op til en inspirerende påskeoplevelse i Thisted – hvor både kunstinteresserede og nysgerrige besøgende kan kigge forbi og lade sig inspirere.