Frivillige planter ålegræs ved vildtreservat på Mors
DRÅBY VIG: For anden gang afvikler Tænketanken Hav sammen med Syddansk Universitet arrangementet ”Danmark Planter Ålegræs”, som er en årlig national dag for udplantning af ålegræs, hvor alle kan bidrage.
Som sidste år kan man lokalt give en hjælpende hånd ved at deltage i udplantningen af ålegræs ved Dråby Vig på Mors.
Det sker på søndag den 15. juni, hvor 30 kyster på tværs af landet deltager i projektet. Frivillige være med til at binde ålegræs på søm, som dykkere derefter planter ud på lavt vand.
Ved hver lokation vil der være havværter, som tager imod de deltagere, der møder frem og samtidig være tovholder på forskellige aktiviteter på strand og i vand og give information om det danske havmiljø og ålegræs.
Den lokale havvært ved Dråby Vig er i år Anette Gregersen. Arrangementet ved Dråby Vig starter klokken 10.
Frivillige bidrager til videnskaben
Udplantning af ålegræs er en med til at genskabe liv i fjorde og kystområder, hvor
store mængder alger, iltsvind og døde fisk er blevet hverdag.
Ålegræs er en vigtig plante i det marine økosystem, men siden år 1900 er op mod to tredjedele af Danmarks ålegræs forsvundet – blandt andet som følge af kvælstofudledninger. Det har haft store konsekvenser for biodiversiteten, fordi ålegræs er levested og opvækstområde for mange marine arter.
Det fortæller arrangørerne.
Resultaterne fra sidste års ålegræsudplantning er lovende. Cirka 30 % af de udplantede ålegræsenge overlevede vinteren – et forventeligt resultat under de nuværende forhold med algeopblomstring og iltsvind. Det viser, at der er potentiale for udplantning af ålegræs i større skala flere steder i Danmark.
Danmark Planter Ålegræs er et Citizen Science-projekt, hvor over 60 frivillige teamledere uddannes til at plante og overvåge ålegræs. De indberetter data til Syddansk Universitet, som bruger dem til at vurdere, hvor ålegræs kan plantes fremover i stor skala.
Projektet løber fra 2024–2026 og drives af Tænketanken Hav i samarbejde med videnskabelig partner Syddansk Universitet og med støtte fra Nordea-fonden.