Fortællinger og folketoner: Kom til koncert i Vilsund
VILSUND: Torsdag 5. februar kl. 19.30 byder Værftet i Vilsund på en særlig musikalsk oplevelse, når den prisvindende singer-songwriter og historiefortæller M.C. Hansen gæster scenen sammen med sin mangeårige makker Jacob Chano.
Publikum kan se frem til en aften fyldt med gode historier og finurlige detaljer, hvor det store gemmer sig i det små, fortæller arrangørerne i en omtale.
Den musikalske inspiration trækker tråde fra amerikansk folk og rock til "Højskolesangbogen", Benny Andersen og danske visetraditioner. Navne som Woody Guthrie, Bob Dylan, Townes Van Zandt, Ulf Lundell og Allan Olsen anes i horisonten, og i ægte Hausgaard-stil leveres fortællingerne med både lune og nærvær.
M.C. Hansens sange befolkes af drømmere og lokale originaler fra hjemegnen ved Jungshoved i Præstø Fjord – par, der længes efter forældreskab, og katte, der møder skæbnen foran købmandens butik. Her flettes personlige fortællinger sammen med større historiske begivenheder, og intet er for småt til at blive sat i scene.
Siden 2004 har Jacob Chano været en uundværlig del af duoen. Uanset om det er på trommer, keyboard eller kor, understøtter han musikken med en sjælden lydhørhed og respekt for melodien. Sammen skaber de en helhedsoplevelse, hvor både nærvær og musikalitet går op i en højere enhed.
Koncerten er arrangeret i samarbejde med Spillestedet Thy.