Billede beskrivelse

Foredrag: Den økologiske ostemand fra Thise fortæller om sit livsværk

06. februar 2026 kl. 06.01

HURUP: Tirsdag 24. februar inviterer Sydthy-Thyholm Seniorklub til et spændende foredrag på Hurup Skole med den tidligere direktør for Thise Mejeri, Poul Pedersen. Arrangørerne gør opmærksom på, at datoen er ændret i forhold til den annoncerede dato i seniorklubbens program.

Poul Pedersen vil fortælle om sin tid før, under og efter tiden som leder for Thise Mejeri. Historien om Thise Mejeri er i høj grad også Poul Pedersens historie. I 1992 overtog han og en kompagnon forældrenes private mejeri. Stedet, hvor han blev født og gennem sin opvækst fik mejeridriften ind med modermælken.

Ved overtagelsen var der ikke mange i branchen, der spåede Poul og makkeren de store chancer, og det skabte hovedrysten, at han havde forladt en karriere på APV Pasilac for at vende tilbage til forældrenes mejeri i landsbyen Thise i Østsalling.

Men Thise Mejeri voksede gennem årene under Pouls ledelse, og udviklingen er alle årene sket i overensstemmelse med Thises grundlæggende værdier: Økologi, kampgejst og ordentlighed.

I november 2023 stoppede Poul Pedersen som direktør. I de 31 år, han stod i spidsen for mejeriet, voksede det bebyggede areal fra omtrent 1000 kvadratmeter i 1992 til cirka 22.000 kvadratmeter i 2023.

Sammen med Thise Mejeri skabte Poul Pedersen såvel minimælken som Vesterhavsosten, og mejeriet var det første til at producere skyr i Europa.

Foredraget finder sted på Hurup Skole tirsdag 24. februar klokken 14.30. Entre for medlemmer er 100 kroner og for ikke medlemmer 150 kroner og inkluderer kaffe og kage.

Arrangørerne vil gerne modtage forudbestilling til Aase Smed på ovessmed@gmail.com eller på tlf. 6160 6244 - men det er ikke et krav.

Alle er velkomne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste