Fodslaw inviterer til julemærkemarch
NYKØBING: Hvert år den 1. december samles folk i hele landet og deltager i den symbolske tur, Julemærkemarchen, som har været en juletradition siden marchens start i 1977. Siden da er der kommet flere og flere startbyer med – og her i området er det Morsø Fodslaw, der har gjort det til en fast tradition at deltage i marchen.
Det sker også i år.
Startstedet er Multihuset på spurvevej 2 i Nykøbing med start klokken 9.00. Der er to afmærkede ruter på fem og 10 kilometer. Man kan bare møde op og så betale startgebyret på 90 kroner, hvis man også vil have årets julemærkemedalje, eller betale 50 kroner, hvis man vil deltage uden at modtage medalje.
Og pengene går til et godt formål – i år med temaet ” Hele Danmark går Julemærkemarch mod mobning og mistrivsel ”. Der samles penge ind til driften af landets fem Julemærkehjem. Samtidig kan man støtte børns kamp mod mobning og mistrivsel og dermed hjælpe over 1.000 børn med at genfinde glæden og det gode børneliv.
Julemærkemarchen opstod i 1977, da den Aarhus-baserede Postens Marchforening for allerførste gang arrangerede en march til fordel for Julemærkefonden. I 2016 kunne initiativet fejre 40-års jubilæum med et rekordstort deltagerantal. Gennem årene er der kommet flere og flere startsteder til – i år er der 68 - og samlet set har Julemærkemarchens deltagere indsamlet over 27,3 millioner kroner til driften af Julemærkehjemmene.
Morsø Fodslaw har i flere år været med til at arrangere Julemærkemarchen med start i Nykøbing, og der plejer at være god deltagelse.