Flyvende albuer og falske tæsk indtager Thisted
THISTED: Det bliver vildt, det bliver højlydt, og det bliver voldsom sjovt.
Lørdag aften 8. november rammer Bodyslam Wrestling Thyhallen med showet “Slam ’Em All” – et hæsblæsende miks af stunt, akrobatik, teater, atletik og humor.
– Det ser voldsomt ud, men ingen kommer til skade. Det er show, det er præcision, og det er stemning for fuld udblæsning, fortæller Jonas Broch, afdelingsleder i Thyhallen, som glæder sig til at give thyboerne en oplevelse ud over det sædvanlige.
Når Bodyslam ruller ind i byen, forvandles hallen til en ægte wrestling-arena – med ring midt på gulvet, spotlight, høj musik og publikum helt tæt på.
– Vi indretter en fed arena med ringen i midten og siddepladser hele vejen rundt. Alt sker lige foran øjnene på publikum. Man er midt i showet – som at stå ringside i en actionfilm, så tæt på, at du kan mærke trykket fra hvert drøn i ringen. Det er fysisk teater, hvor publikums reaktioner bliver en del af forestillingen, og linjen mellem kampenes fiktion og ægte risici bliver utydelig, siger Jonas Broch.
Bodyslam stiller med de største danske wrestling-profiler:
- Michael Fynne, BODYSLAM Champion og “King of the Bullrope Match”
- Bam Bam Quaade, den stærke mand med de bløde bevægelser
- Toby Zane, den evige underdog, som altid får salen til at heppe
- Madison Marley, 17-årigt stortalent, der allerede begejstrer fans
… og mange flere favoritter – både mænd og kvinder – klar til at give publikum tæsk på den sjove måde.
Selvom det ser voldsomt ud med kasten, hoppen og de hårde fald, er alt nøje koreograferet.
– Det er ikke almindelig familieunderholdning – man skal lige være gammel nok, mindst teenager, til at forstå, at det er skuespil, stunt og absolut underholdning.
For wrestlere er topprofessionelle og ved præcis, hvordan ægte wrestling skal serveres, forklarer Jonas Broch.
– Det bliver et kæmpestort show, hvor der virkelig bliver smæk for skillingen. Vi kan godt glæde os! siger Jonas Broch.
Showet varer 2 x 45 minutter, og stemningen bliver intens fra første gonggong. Billetter- thyhallen.dk