Filmfestival er i gang: Du kan stadig nå at få en på opleveren
THY: Drømmende ildsjæle på Falster, livsfasen vi ved for lidt om og verdens største sociale eksperiment midt i København.
Det er bare nogle af de fortællinger, du kan dykke ned i til årets dokumentarfilmfestival Thy Dox.
Gennem film og events får man mulighed for et kig ind i liv og historier, som man ellers ikke ville have adgang til. Det hele krydres med lidt til sanserne, og foregår på lokationer i området.
Thy Dox løber over dagene fra den 10. marts til 15. marts og er en del af den store dokumentarfilmfestival Copenhagen Dox, der blev startet i 2003.
Copenhagen Dox har til formål at fremme dokumentarfilmen som kunstart ud fra den overbevisning, at en filmfestival ikke kun er for de særligt filminteresserede.
Siden 2022 har festivalen samarbejdet med kommuner landet over for at brede arrangementerne ud til byer udenfor København.
Du kan se hele programmet på Copenhagen Dox’ hjemmeside.
Her kan du se programmet for resten af festivalen:
12. marts kl. 19.00
Film i Kino 1-2-3: ‘Homesick’
Homesick følger instruktøren Taekyung Tanja Inwols fortælling som adopteret. Mellem Danmarks vindblæste vestkyst og Sydkoreas bjerge udfoldes den danske families historie. En historie der gemmer på vold i hjemmet, skilsmisse og selvmordsforsøg bag den pæne jyske facade. Samtidig forestiller filmen sig de andre liv, der blev udslettet eller kunne have været i Korea.
Gennem interviews, landskaber, fotos og voice-over sammensætter instruktøren sin oplevelse, som den eneste adopterede i en dansk familie – og som én, der hele livet har været udslettet fra Korea. Filmen fletter personlige minder og fantasi sammen med de politiske realiteter i et transnationalt adoptionssystem, der for længst har mistet sin glans.
‘Hjemsøgt’ er en barsk, men på sin vis også en meget smuk fortælling om et menneske, der ender i en familie, som indeholder meget smerte, sygdom, vold og opbrud. Hvordan overlever et barn, når den ene mor efter den anden forsvinder?
12. marts kl 19.00
Film i Agger Bio: ‘Menopause Mystery’
Da instruktør Louise Unmack Kjeldsen rammes af søvnløshed, hjernetåge og depression, går det langsomt op for hende, at det, hun troede var en privat krise, i virkeligheden er en global erfaring delt af kvinder over hele verden.
I sin søgen efter svar rejser hun ud for at møde førende forskere inden for hjerneforskning, psykiatri og arbejdsmarked. De undersøger, hvordan hormonelle forandringer påvirker kvinders mentale sundhed, arbejdsliv og skaber risiko for lidelser som depression og demens. Sideløbende fortæller kvinder på tværs af lande, kulturer og livsvilkår om at miste sig selv.
Det hele kulminerer i en aktuel konflikt, da et stort medicinsk tidsskrift advarer mod at ‘sygeliggøre’ overgangsalderen. Dilemmaet er ægte: Hvis vi taler for meget om symptomerne, risikerer kvinder at miste fodfæste på arbejdsmarkedet. Tier vi, efterlader vi dem uden hjælp.
13. marts kl. 18.30
Film i Kino 1-2-3: ‘Christiania’
Christiania er et af verdens vildeste sociale eksperimenter. Efter 50 år med store drømme, stærk tobak og anarki får den farverige bydel en film, dens brogede historie fortjener. En ærlig, skæv og morsom film, der med en levende brug af fantastisk arkivmateriale trækker de historiske tråde op til i dag, og tegner et portræt af et mikrokosmos i forandring.
I 1971 besatte hundredvis af unge de forladte kaserner på Bådsmandsstræde i København, og med ét blev Christiania født. Et vildt eksperiment i frihed og fællesskab, som blev et reelt alternativ til det etablerede samfund.
Filmskaber Karl Friis Forchhammer fortæller Fristadens historie med kærlighed og glimt i øjet. En historie fortalt indefra om radikalt demokrati og fri kreativitet, men også om vold, stoffer og pres fra omverdenen. Om nybyggernes idealisme, flipperne, en religiøs dommedagssekt, en alkoholiseret bjørn og konsensusdemokrati, om rockernes indtog på hashmarkedet, kampen om Pusher Street og Christianitternes forsøg på igen at sætte en grænse for, hvad fællesskabet bør rumme.
‘Christiania’ er et medrivende stykke dansk kulturhistorie fuld af de kulørte og alvorlige historier, som har formet et fællesskab over 50 år. Om et særligt sted på Danmarkskortet, der helt og holdent er sit eget, og stadig kæmper for at forblive sådan – og hurra for det!
13. marts kl. 19.00
Film & Besøg i Agger Bio: ‘Alle os og Siloen’
14. marts kl. 14.15
Film & Belgiske vafler i Agger Bio: ‘Merckx - Race of a Champion’
Eddy Merckx står som den største cykelrytter nogensinde. Belgieren har vundet rub og stub – og i dag betragtes han som en levende legende. Et stilfuldt portræt af en uovervindelig mester i medgang og modgang.
Eddy Merckx’ sejrsliste er uovertruffen. Fra han begyndte som amatør i 1961 til han gik på pension i 1978 vandt han hele 525 landevejsløb. Monumenterne, verdensmesterskabet, 11 Grand Tours og meget mere. Ingen har siden overgået Merckx.
Og nu har Merckx fået den film, han har fortjent. En stilfuld, medrivende og vanvittigt flot film, der med en levende brug af arkivmateriale beretter historien om stjernens himmelflugt.
Men bag succesen gemte der sig bump på vejen: dopingsager, udelukkelser, styrt. Når han sejrede, forenede han Belgien. Når han tabte, vendte hele nationen ham ryggen. Merckx havde smag for sejrens sødme og fik hurtigt kælenavnet ‘Kannibalen’. Han fortærede sine konkurrenter, og nogle mente, at han vandt for meget. Bag beundringen og fascinationen ulmede jalousien. Historien om Merckx er historien om, hvordan et stortalent pressede sig selv og sin smertegrænse til det yderste for at blive verdens bedste. En film om smerte og vilje – og om en legende, selv Tadej Pogačar ikke kan slå.
14. marts kl. 18.00
Film & Mørklagt museumstur på Kirstens Kjærs Museum: ‘Museum’
En fransk skoleklasse fra provinsen tager på udflugt til Centre Pompidou i Paris i en tankevækkende film, der med enkle midler og glimt i øjet undersøger hvad kunst og kultur betyder - og for hvem.
‘Museum’ foregår henover en enkelt dag. En flok unge fra 9. klasse skal på skoleudflugt med deres lærer til Centre Pompidou. Nogle af dem besøger et museum for første gang, mens det for andre er deres første tur til Paris. Hvad betyder et abstrakt maleri af Mark Rothko, når man aldrig har oplevet noget lignende? Og bliver et pissoir virkelig til kunst bare af at blive udstillet? Seriøst?Med enkle midler og underspillet humor følger ‘Museum’ de unge på turen, og undersøger samtidig de synlige og usynlige barrierer, der former vores forhold til kunst og kultur. Hvordan påvirker ens baggrund ens opfattelse af kunst - og ens adgang til den? Tilhører kultur virkelig alle? I et samfund, hvor klassisk dannelse stadig er tæt forbundet med socialt ophav, er ‘Museum’ et forfriskende og fordomsfrit take på de spørgsmål, der ellers hurtigt bliver lige så abstrakte som kunstværkerne selv.
15. marts kl. 11.00
Film & Samtale på Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm: ‘Alle os og Siloen’
I Stubbekøbing skal et stort, nyt kunstprojekt skal sætte byen på landkortet og løfte hele Guldborgsund Kommune.
På havnen i den lille by Stubbekøbing står en forladt kornsilo, som i årevis har delt byen midt over. Nogle ser et grimt levn fra fortiden, andre ser muligheder for fremtiden. Da en gruppe kunstnere og kulturentreprenører foreslår at omdanne siloen til et kunstnerisk vartegn i stedet for at rive den ned, opstår en diskussion om forskellige drømme for byens fremtid – og forskellige syn på, hvad kunst egentlig er, og hvem den er for.
‘Alle os og siloen’ er en varm og underfundig dokumentar om sammenhold, forandring og modet til at se nyt i det gamle. Filmen følger, hvordan kreative ildsjæle - med hver deres stemme og fra hvert deres ståsted - forsøger at puste liv i en by, hvor tomme butikker og store visioner eksisterer side om side og hvor samtidskunsten åbner op for et nyt blik på hvad der egentlig er vækst og værdi.
Det er en fortælling om kunsten, livet, landet og byen – og om de steder, der i lang tid er blevet kaldt Udkantsdanmark, som kæmper for retten til at definere sig selv på ny.
15. marts kl. 14.15
Film & Oplæg i Agger Bio: ‘Watching People Watching Birds’
Fugleflokke forsvinder verden over, mens stadig flere mennesker vender blikket mod himlen og finder mening i at observere fugle. ‘Watching People Watching Birds’ skifter fokus fra fuglene i linsen til menneskene bag kikkerten. Dokumentaren følger alt fra den verdensberømte, amerikanske forfatter Jonathan Franzen til ornitologer og entusiatiske fuglespottere, alle forenet af kærlighed til de flyvende, fjerklædte dyr.
Fuglekiggeriet bliver mere end en hobby. Det er en søgen efter noget oprindeligt. Amatørernes passion smitter af på publikum og åbner sanserne for en verden, man ellers ikke ser. Med lige dele humor og melankoli tegner filmen et portræt af en planet i krise og de fuglekiggere, som slås med næb og klør for at bevare bestanden. Jonathan Franzen minder os om, at fuglene måske er vores sidste, stærke forbindelse til naturen.
15. marts kl. 19.00
Film i Kino 1-2-3: ‘Merckx - Race of a Champion’