Få styr på løbeteknikken og undgå skader: - Eventet er for ALLE!
THISTED: Nordthy Fysioterapi retter fokus mod løbetræning, når de den 21. oktober klokken 19.00 inviterer til et event i Thyparken, Thisted.
Arrangementet henvender sig til alle uanset, om man er nybegynder, erfaren eller drømmer om at komme i gang, eller om man løber for glæden, formen eller vægttabet – eventet er for alle, lyder invitationen.
Det er Elisa Johansen fra Nordthy Fysioterapi, der står for arrangementet, og hun vil selv indlede aftenen med et oplæg, hvor deltagerne får de rette redskaber og inspiration.
Elisa har speciale inden for løb og behandling af løbeskader – og hun giver gode råd til, hvordan man kommer i gang med at løbe eller udvikler sig som løber – uden skader.
Derudover vil løberen Maria Paaske fra Nordthy Løb komme på besøg og fortælle om sin løberejse og dele ud af sine erfaringer.
Som løber er det vigtigt at have gode løbesko, derfor er Johnny Andersen fra Sportigan Thisted-Hurup også inviteret til give gode råd om udstyr.
Han vil ligeledes fortælle om den konkurrence, som man kan deltage i med chance for at vinde to gavekort á 250 kroner fra Sportigan Thisted-Hurup, samt et skræddersyet 12 ugers løbeprogram fra Nordthy Fysioterapi.
Alle deltagere vil også få en goodiebag med snacks fra Nordthy Biscuit og kage - sponsoreret af Munkens Bageri.
Arrangementet finder sted tirsdag den 21. oktober klokken 19 til 21 hos Nordthy Fysioterapi, Thyparken 6b i Thisted.
Tilmelding skal ske senest torsdag den 16. oktober, og tilmelding er først gældende efter betaling af 75 kroner på MobilePay 89219, hvor man skal skrive sit navn efterfulgt af teksten 'oplæg løbetræning'.