Der er lagt op til en vild dag i Vils
VILS: I år bliver den kombinerede børnefestival og byfest ” Vild i Vils” endnu vildere end tidligere år med flere nye aktiviteter, lyder det fra arrangøren, Vils og Omegns Borgerforening. Blandt andet med et sponsorat på 20.000 kroner fra Spar Nord Fonden Nykøbing Mors.
Børnefestival og byfesten ”Vild i Vils” afvikles på det grønne areal ved Doktorvej i Vils lørdag den 24. maj fra klokken 10.00-14.00. Det er gratis at deltage – også for borgere, der ikke bor i Vils.
Pladsen åbner klokken 10.00, hvor der blandt andet vil være loppemarked, hoppepuder, guldgraver container og som noget nyt i år, så vil der komme besøg af Sydmors IF og spejderne. Hvis man vil booke en stand til loppemarkedet kan det endnu nås via en sms til Rikke – 3060 4366. En stand koster en flad 50'er.
Lige efter åbningsskuddet har lydt, kan man deltage i ”ColorRun”, der er en ny aktivitet, som arrangøren har tilføjet festivalen i år med opfordringen om, at tage en hvid t-shirt på og blive farvet på din tur gennem byen.
Ansigtsmalerne vil fra klokken 10.30 sidde klar på pladsen til at male farlige dyr eller smukke blomster på de små børneansigter. Man kan også få rørt benmusklerne, når der klokken 11.30 bliver dystet i traktortræk for børn, som skal tilmeldes inden klokken 11, hvis de ønsker at deltage i løbet.
Klokken 13.00 arrangeres der endnu en nyhed, nemlig ”Skumdisco”, som bliver både højlydt og sjovt med masser af skum.
Bliver man sulten, kan man ved frokosttid besøge Den Glade Gris eller Thai Chef Foodtruck, som serverer lækker frokost, der kan spises ved de opstillede borde og bænke på pladsen.
Klokken 14.00 afsluttes børnefestivalen, hvor arrangøren begynder at gøre klar til de voksnes byfest om aftenen.
Byfest for de voksne
Når arrangementet for børnene er vel overstået, bliver det for alvor vildt, når der fra klokken 18 -01 afvikles byfest i Sydmors Fritidscenter på Smedebjergevej 43 i Vils.
Til det arrangement kan der købes billetter med og uden spisning. Med i prisen følger god musik fra live band og DJ, og drikkevarer kan købes i baren.
Ønsker man at spise, starter festen klokken 18.00 til en pris på 175 kroner. Hvis man kun vil hygge med dans og nyde den gode stemning kan man købe en billet til 50 kroner, som giver adgang fra klokken 19.30.
Der er 80 billetter med spisning og 30 billetter uden spisning.
De kan købes online her: https://vilsborger.unioo.info/.../0eea8d56-562d-4cbd-b669.