Danmarks største landboseniorklub fejrede 25 år - og Keld og Hilda kiggede forbi
HURUP: Det gik ikke stille af sig, da Sydthy-Thyholm Seniorklub fejrede klubbens 25-års jubilæum med fest og underholdning i Hurup Hallerne tirsdag aften. Klubben - som er den største seniorklub i Danmark under LandboSenior med over 500 medlemmer – kunne dække op til godt halvdelen af dens medlemmer, som havde tilmeldt sig festen.
Underholdning af Keld og Hilda, tre-retters menu og dans efter kaffen lød aftenens program på. Efter velkomsttalen af formand Oluf Vestergaard, der blandt andet takkede for det store fremmøde, blev fadene med forretten bragt ind til bordene af frivillige fra foreningen Hurup Fællessport, som stod for servering og bar hele aftenen.
Et ægtepar fra Thyholm, tidligere landmand Anker Nielsen og hans kone Ellen, havde taget hele turen til Hurup på trods af, at de begge er passeret de 90 år.
- Vi har været med alle årene, og vi nyder at deltage i klubbens arrangementer. Ikke mindst for at komme og hilse på gamle venner og hygge sig over en kop kaffe. For det sociale betyder meget udover alle de spændende foredrag og aktiviteter, som klubben arrangerer, sagde Ellen og Anker.
God mad og festtaler
Den flotte tre-retters menu med fisk, nakkefilet og citronfromage blev leveret af Thinghuskroen i Vestervig – og det blev bemærket rundt om bordet, at man var glad for at få gris på tallerkenen.
Og den bemærkning var nok baseret på, at den 25 år gamle seniorklub er en del af LandboSenior og oprindeligt blev stiftet af landmænd i 2000 under Det Thylandske Landøkonomiske Selskab. Klubben startede da med 34 medlemmer.
Men det er ikke længere et krav, at man er tilknyttet landbruget for at blive medlem – i dag kan alle melde sig ind, og man behøver heller ikke af være gået på pension. Klubbens primære formål er at lave arrangementer, der kan være med til at skabe stærke netværk og styrke det sociale samvær for dens medlemmer. Det sker som udgangspunkt med et arrangement hver måned, hvor der på skift arrangeres udflugter, foredrag, virksomhedsbesøg og julefrokost. Og der kommer omkring 100 medlemmer til hvert arrangement.
Og netop den bredde og store interesse fra medlemmerne til klubbens arrangementer, blev bemærket af gårdejer og formand for Fjordland, Leif Gravesen, som var inviteret med til festen og fik æren af at holde festtalen.
- I har bredt jer som klub og taget hele området med. Og det er også derfor, I har haft så stor en tilslutning til jeres klub. Og så har I et rigt og spændende program. Og vi rækker hånden ud til jer om et større samarbejde med os og de andre seniorklubber under Fjordland. For det er samarbejde og at kunne tilpasse sig den tidsramme, som vi befinder os i, der skal sikre at vi har fødevareproducenter her i området også i fremtiden. Og den tidsramme har i formået at ramme, sagde Leif Gravesen
Aftenen sluttede af i højt humør
Efter det mere formelle og før desserten, kom Keld og Hilda på scenen. Og så kom der for alvor gang i den festlige del af aftenen. Der blev sunget med på de gamle slagere og klappet i takt under den timelange optræden, som Keld og Hilda, der selv går på pension til februar næste år, fyrede af.
Da Keld og Hilda forlod scenen til stående applaus fra klubbens medlemmer, kom desserten og kaffe på bordene. Og på slaget 22.00 spillede Flemming Baade op til dans. Og det tog ikke mange minutter, før dansegulvet blev fyldt op at glade pensionister, der var kommet for at holde en fest. For på dansegulvet virkede det ikke til at deltagerne var tynget af alderen – det gik lystigt for sig.
Og således sluttede endnu et vellykket og velbesøgt arrangement hos den populære seniorklub.