Danmarks bedste kæmper om DM i Klitmøller i weekenden
KLITMØLLER: Efter 9 år vender Danmarksmesterskaberne i SUP endelig tilbage til Klitmøller.
Den 23.-24. august samles SUP-eliten – og alle passionerede udøvere – til en weekend fyldt med action på Vesterhavet. Sprint, langdistance og technical race venter, og publikum kan se frem til et brag af et DM med høj puls på vandet og surfstemning på land, skriver arrangørerne i en omtale.
- Selvom jeg har sat punktum for min egen konkurrencekarriere, så gør det mig vanvittig glad at se SUP DM vende tilbage til Thy. Vi har i Thy både et stærkt bredt miljø og de mest udfordrende forhold til SUP, så jeg glæder mig til at give en hånd med og skabe rammerne for, at de nuværende talenter og elite atleter kan give den gas i weekenden, fortæller Casper Steinfart, der er tidligere verdensmester i SUP og nu medarrangør.
Men det handler ikke kun om konkurrencen.
DM i Klitmøller er også en fejring af fællesskabet: BBQ med røverhistorier lørdag aften, hygge i surfklubben NASA og den helt særlige Cold Hawaii-følelse, som du kun finder netop her.