Billede beskrivelse

Cykling, samvær og smagfuld afslutning: Madbarens cykelløb finder snart sted

06. august 2025 kl. 17.00
Opdateret 08. august 2025 kl. 20.14

HANSTHOLM: Glem stopure og pulsure. 

Giro Hanstholm Madbar er cykelløbet, hvor det ikke handler om at komme først, men om at følge med, nyde naturen og det gode selskab og snakke hele vejen.

Tilmeldingen er nu åben til den 9. udgave af det populære motionsløb, der finder sted lørdag 16. august, hvor cykelglæde og fællesskab trækker folk fra hele regionen.

- Det er et særligt løb, hvor det sociale vejer tungere end tempoet. Vi cykler sammen – ikke imod hinanden, siger arrangør Peter Clausen, der sammen med sønnen Morten Kristensen og holdet bag Hanstholm Madbarstår for løbet.

Rytterne fordeles i tre tempo-grupper, så både nybegyndere og erfarne motionister kan finde deres rette plads i feltet: Hygge (20–26 km/t), Motion (27–29 km/t og Turbo (30–33 km/t).

Billede beskrivelse

Alle grupper ledes af vejkaptajner med gule armbind, som sørger for, at ingen bliver sat af – uanset niveau.

I år køres der på nye ruter over distancerne 70, 80 og 100 km, der er fordelt på en rundstrækning, der gennemkøres to gange. 

Midtvejs venter et depot – naturligvis ved Hanstholm Madbar, der også er både start- og målsted.

Ruten går gennem det storslåede landskab på Hanstholm-knuden, og sikkerheden er i top med race-marshalls foran hver gruppe.

- Vi starter altid med morgenmad, så man ikke triller af sted på tom mave. Efter cykelturen venter et solidt måltid i Madbaren, og til slut – som traditionen byder – den berømte cykelquiz med præmier.

- Det er cykeldag med højt humør, god mad og udsigt over Vesterhavet. Vi glæder os allerede - starten går klokken 10, men kom allerede fra klokken 8.45, siger Peter Clausen.

Da løbet køres to gange på en rundstrækning er der mulighed for at familien kan komme og heppe.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste