Seneste nyt
Billede beskrivelse

Brødrene Alstrup fik Thy Rock i fællessang trods sommerheden

27. juni 2026 kl. 18.00

THISTED: Jonah Blacksmith havde fået den utaknemmelige opgave at åbne andendagen på Thy Rock midt på eftermiddagen, hvor solen bagte ned over festivalpladsen.

Publikum var i begyndelsen lidt mærket af varmen, men det ændrede sig hurtigt.

Brødrene Thomas og Simon Alstrup fik sammen med deres stærke band - blandt andre den lokale trommeslager Thor Kortegaard og fætter Lasse Alstrup på orgel - langsomt men sikkert sat gang i fællessangen.

Publikum sang med på numre som "Monster", "Honey", "Song to the Sea", "Secrets in the Water" og ikke mindst "Dreams". 

Sidstnævnte blev af en tydeligt rørt Thomas Alstrup dedikeret til bandets tidligere spillelærer og mentor, Ove Kanstrup, der døde i december.

Billede beskrivelse

Energien steg

Da publikum først var blevet varmet op, steg energien for alvor.

Under hittet "I Saw You Dancing" sprang Thomas og Simon ned over sceneafspærringen og dansede midt blandt de mange tusinde festivalgæster, der kvitterede med jubel og fællessang, mens konfettien dalede ned over dyrskuepladsen.

Det blev en stærk åbning på lørdagens festivalprogram.

Billede beskrivelse

Samtidig var temperaturen steget mærkbart siden fredagen. 

DMI meldte på dagen omkring 28 grader, men på festivalpladsen føltes det endnu varmere.

Den høje temperatur kunne også mærkes på scenen.

- Vi har spillet på flere festivaler, hvor det har været varmt. Men det her topper alt, hvad vi har prøvet. Det var godt nok varmt. Men vi er jo bare ligesom jer i den samme sauna, sagde Thomas Alstrup med et smil, mens han backstage nød en velfortjent softice efter koncerten.

Billede beskrivelse

Intens koncertoplevelse

Samtidig fyldte Jacob Dinesen Sparekassen Thy-teltet med sin karakteristiske blanding af americana, folkrock og rock. 

Med sin hæse vokal, stærke melodier og nærværende tekster skabte han en helt anden, men lige så intens koncertoplevelse.

Festivalen fortsætter senere lørdag med nogle af årets største navne. 

Medina, Suspekt og Hugorm indtager Store Scene, mens MD Duo og Zar Paulo spiller i Sparekassen Thy-teltet.

Dermed er der lagt op til endnu en lang og varm festivaldag på Thy Rock - både i vejret og foran scenerne.

Heldigvis er der masser af vand i vandposterne, og der sendes vandtåge ud - som gæsterne kan køle sig af ved.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste