Billede beskrivelse

Brian fortæller om sin populære bog

18. januar 2026 kl. 19.02

THISTED: Historiker Brian Traantoft Rasmussen udgav sidste år bogen ”Flugten fra Stalin” sammen med journalist Thomas Græsbøl Svaneborg. Onsdag den 4. februar besøger han Museum Thy og holder et foredrag om bogen. Det er Thisted Frie Oplysningsforbund (TFO), der er hovedarrangør.

Til september er der gået 80 år, siden de første baltiske flygtninge ankom til Dragsbæklejren ved Thisted. Lejren, som tyskerne havde anlagt på Simons Gård på Dragsbæk Bakke, kender vi i dag som kaserne for Beredskabsstyrelsen Nordjylland.

De baltiske flygtninge i Thisted spiller en stor rolle i bogen, men forfatterne har været i kontakt med baltiske flygtninge og efterkommere i store dele af verden for at kunne belyse ”historien om de baltiske flygtninge i Danmark og den lange vej hjem”, som bogens undertitel lyder.

Bogens forord starter med et besøg i Vust og på vej sønden ud af Thisted læser vi om Herta, der boede i Dragsbæklejren. Hun havde tjent på den gård i Vust, der også lige havde besøgt, og hvor Jacob Græsbøl Svaneborgs familie kommer fra.

Det er udgangspunktet for de to forfattere, og derudfra breder de fortællingen ud, som dertil tager udgangspunkt i Brian Traantoft Rasmussens speciale om de såkaldt allierede flygtninge på historiestudiet på Københavns Universitet.

Forfatterforedraget og præsentationen af bogen foregår i Museum Thy’s mødelokale, Jernbanegade 6, Thisted, onsdag den 4. februar klokken 19.00.

Udover TFO og museet tillige Musikskolen i Thy, Thisted Kommune, Beredskabsstyrelsen Nordjylland, Foreningen Norden Thisted, Historisk Samfund Thy, Thisted Teaterkreds, Røde Kors Thisted, Kulturelt Samråd for Thisted Kommune og Folkeuniversitetet i Thisted Kommune, der er medarrangører sammen med den landsdækkende Arbejdsgruppe Gunnar Berg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste