Billede beskrivelse

Børnene stod i kø for at lade sig skræmme

01. november 2025 kl. 09.10

VESTERVIG: Er du først kommet indenfor, er der ingen vej tilbage.

Det lod nu ikke til at skræmme de mange børn, der til Halloween fredag stod i kø for at komme ind i fængslet i Vestervig.

Det til trods, at de godt vidste, at fængslet rummede så mange skrækscenarier, der kunne få selv en voksen til at tisse i bukserne.

Billede beskrivelse

- Er I slet ikke bange, spurgte den udsendte fra ligeher.nu et par piger midt i uhyggen af lysende skeletter, monstre, blodtørstige flagermus og edderkopper i deres klæbrige spind.

- Nej, lød det korte svar, inden de bevægede sig videre rundt i fængslets gange, rum og celler fyldt med gys, gru og gnæggende stemmer fra hinsides.

Billede beskrivelse

Måske vidste de også, at det hele blot var sat op til den slik eller ballade, som kendetegner Halloween og borgerne fik at mærke, når børnene gik rundt i byen og ringede på for at få de medbragte bøtter fyldt op med søde sager.

Ud over en tur i ”spøgelseshuset”, kunne de større børn få lov at løse et mordmysterie på første sal i fængslet eller se en ”Scary Movie” i den ”uhyggelige” biograf.

Billede beskrivelse

Halloween i fængslet, som er dygtigt og kreativt sat op af lokale, frivillige kræfter, herunder børnene selv, holder også åben lørdag, hvor der er særligt fokus på de mindre børn.

Derfor bliver lyset skruet op for både småbørn og forældre, for man skulle jo nødigt skræmme livet af ”kunderne”, inden de får mulighed for at nyde lidt aftensmad sammen i det opsatte telt, hvor pølser, pommes frites og varm suppe er blandt retterne på menukortet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste