Billede beskrivelse

Birgit og Jens har skruet op for julestemningen

07. december 2024 kl. 14.00

DRAGSTRUP: Med julemarked, nissesti i skoven og juletræssalg, har indehaverne af Dragstrup Camping på Mors, Birgit Vester og Jens Krarup, igen i år lagt op til julehygge på campingpladsen hele december.

Salget af juletræer er allerede skudt i gang – og i weekenden lørdag den 14. december - søndag den 15. december, begge dage fra 10-16, afvikler de årets julemarked.

Det store fællesrum på campingpladsen bliver indrettet med boder, hvor man kan købe julepynt, gaver og lidt sødt til juledagene. Der bliver salg af gløgg og æbleskiver, som kan nydes både inde og ude. For på p-pladsen kan man købe juletræer.

Billede beskrivelse

Og igen i år har Birgit og Jens lavet en nissesti fra campingpladsen og ind i skoven, som sidste år blev et stort hit – især for børnene, som elsker at finde de små nisser, der er gemt langs stien. Nissestien kan man benytte hele december, hvis man vil en tur i skoven kombineret med køb af juletræ fra p-pladsen.

Juletræssalget fortsætter frem til juleaften. Og i weekenden den 21.-22. december serverer Birgit og Jens æbleskiver og gløgg begge dage.

Salg af garn

Birgit og Jens overtog Dragstrup Camping i november 2021 – så de har netop afsluttet deres tredje sæson. De havde flere ideer med pladsen, da de overtog den – og en af Birgits ideer var at åbne en garnbutik. Det gjorde hun i maj i år med Garn Hjørnet, der netop er indrettet i et hjørne af campingpladsens butik og reception.

Billede beskrivelse

- Jeg har altid haft en drøm om at starte en garnbutik, og det var oplagt at gøre det nu, hvor vi har pladsen i butikken på campingpladsen. Og jeg har haft en rigtig god start. I år deltager jeg på flere julemarkeder, udover vores eget her på pladsen, fortæller Birgit.

I butikken har Birgit garn af god kvalitet, og hun har koncentreret sig om mærkerne By Permin, CaMaRouge og Lang Yarns, som er muselinfri garn af uld og bomuld, påpeger Birgit.

Udover salg af garn og forskelligt tilbehør, arrangerer Birgit hver anden måned Strikkecafé i det store fællesrum på pladsen – og initiativet er blevet taget godt imod.

Billede beskrivelse

Som supplement til garnsalg har Birgit også taget en anden vare ind, som passer godt til strik og garn. Nemlig Fair Trade Kurve fra Ghana.

- Med salget af kurvene støtter jeg Fair Trade, og jeg har et stort udvalg af de flotte originale Bolga Baskets produceret af afrikanske kvinder i Ghana. De passer fint sammen med garnbutikken, for man kan benytte kurvene til at have garn og strikketøj i, fortæller Birgit.

Og selvfølgelig vil Birgit selv sælge garn fra sin butik, når der afvikles julemarked i weekenden den 14.-15. december.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste