Billede beskrivelse

Biograften inviterer på filmdag - helt uden forældre

30. januar 2026 kl. 14.00

AGGER: Lørdag 7. marts inviterer Agger Bio på en spændende dag med film og leg for børn helt uden forældre. 

Helt uden voksenopsyn bliver det dog ikke – Agger Bio har et hold frivillige, som vil være til stede, hvis der bliver brug for hjælp. 

Det oplyser tovholder og koordinator på events hos Agger Bio, Tanja Nielsen.

Filmen, der bliver vist, er Mission: Bæver, hvor man møder Mabel, som via teknologi kan "hoppe" ind i kroppen på en robot-bæver for at kunne kommunikere med dyrene i skoven. Hendes elskede naturområde er nemlig på vej til at blive ødelagt af byens borgmester. Mabel sætter sig for at hjælpe skovens dyr og får derigennem et særligt og virkelig sjovt indblik i dyrelivets dynamik.

- Dagen er tilrettelagt på den måde, at forældrene kan aflevere deres børn klokken 11.00, og så vil vores frivillige tage over med salg af slik og popcorn og ligeledes hjælpe børnene med at finde pladser, og hvad de ellers har brug for af hjælp, forklarer Tanja.

Men festlighederne slutter ikke der. For efter filmen bliver der arrangeret leg, spil og andre kreative aktiviteter. Og skulle sulten melde sig sørger Agger Bio for, at der er toast og frugt.

Det hele slutter klokken 14.00, hvor forældrene kan hente børnene.

- Vores frivillige vil være der hele dagen, hvis børnene får brug for hjælp, og de vil også være med til at aktivere børnene efter filmen. Så vi opfordrer til, at børnene tager deres bedste ven eller veninde ved hånden, så de sammen kan komme og se en film og få lidt sjov, siger Tanja.

Det koster 125 kroner at være med, og billetter kan købes online på https://www.aggerbio.dk/order_movie_ticket/2641

Den forældreløse biografdag finder sted lørdag 7. marts fra klokken 11-14 hos Agger Bio på Vesterhavsvej 6c i Agger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste