Billede beskrivelse

Billetsalget går strygende, så nu kommer festivalchef med en opfordring

29. januar 2026 kl. 12.00

THISTED: Der er allerede flere end 8500, der har købt billet til Thy Rock 2026. 

Det betyder ikke, at der er udsolgt endnu - men det er tæt på, konstaterer festivalchef Hans Peter Jarl Madsen. 

Han kommer derfor med en opfordring til alle dem, der endnu ikke har sikret sig billet - både fordi der snart ikke er flere tilbage, men også fordi prisen på dem snart stiger. 

- Det er ment som en servicemeddelelse, når vi nu går ud og fortæller, at det er sidste chance for at få fat i en af de billigere billetter. Billetsalget går strygende, og vi skal nok få udsolgt, siger han i en pressemeddelelse. 

Billede beskrivelse

Tirsdag 10. februar stiger prisen fra 750 kroner til 825 kroner plus gebyr - og senere, fra 1. maj, stiger den yderligere til 900 kroner plus gebyr. 

Tilsvarende stiger VIP-billetterne fra 1.875 kroner til 1.925 kroner plus gebyr - og senere fra 1. maj til 2.000 kroner.

Adskillige store og landskendte kunstnere er allerede annonceret på dette års festivalplakat. 

Christopher, Benjamin Hav, Suspekt, Medina og de lokale stjerner fra Jonah Blacksmith er blot fem af navnene. 

Seneste skud på stammen er trioen KLIKEN, der laver "festmusik uden filter, lavet til at skabe fællessang og kaos på dansegulvet," skriver Thy Rock.

- De passer perfekt til Thy Rock, og er et frisk pust fra og til den unge generation, siger Hans Peter Jarl Madsen. 

Thy Rock finder sted fredag den 26. og lørdag den 27. juni 2026 på Dyrskuepladsen i Thisted.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste