Billede beskrivelse

Anne Haubek og Thomas Ubbesen fortæller om krigen i Ukraine

09. marts 2026 kl. 06.03

THISTED: Mandag den 23. marts kl. 19.30 holder de tidligere mangeårige DR-journalister Anne Haubek og Thomas Ubbesen, som står bag flere bøger og utallige artikler om Ukraine, Østeuropa og Rusland, et foredrag om krigen i Ukraine i Hillerslev Forsamlingshus, Thisted.

Siden krigens begyndelse har de rejst rundt i Ukraine og personligt bevidnet ukrainernes kamp for overlevelse – både fysisk og psykisk. 

De har samlet vidnesbyrd fra soldater, civile, mænd, kvinder, unge og bedsteforældre – hverdagsmennesker, som har oplevet krigens konsekvenser tæt på, hver eneste time og minut siden Putins fuldskala invasion den 24. februar 2022.

Hvordan lever og overlever man, når ens land er i krig? 

Med deres nyeste oplevelser og mangeårige erfaringer fra rejser i Østeuropa giver de en kvalificeret, personlig og dybt bevægende beskrivelse af stemningen i dagens Ukraine. 

De tilbyder desuden svar på en lang række af de spørgsmål, vi i den frie verden må stille os selv som følge af krigen.

Foredraget giver også et overblik over den aktuelle militære og internationale politiske situation, men først og fremmest tilbyder det et skræmmende, menneskevarmt og engageret kig ind i krigens verden.

I august 2026 udkommer bogen om krigen og deres mange rejser, Krigen ved Europas Ende, på forlaget Gyldendal.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste