Alle vil snakke med thyboen Thomas: Kærestebreve får kæmpe opmærksomhed
THY: Fjernsyn, radio og aviser.
Alle vil de snakke med 40-årige Thomas Bach om den dokumentarfilm, det halve af Thy også snakker om.
Ja faktisk snakker så meget om, at verdenspremieren på THY:DOX, der er en lokal udgave af dokumentarfestivalen CPH:DOX, som finder sted i Kino 1-2-3 i Thisted torsdag den 20. marts klokken 19, for længst er udsolgt så meget, at filmselskabet har tilføjet en ekstra forestilling samme dag om eftermiddagen.
- Filmselskabet fortæller mig, at de aldrig tidligere har oplevet så stor en medieinteresse før en premiere på en dokumentarfilm, siger Thomas om Kærestebreve fra Thy, der er lavet af Made in Copenhagen i co-produktion med GotFat Productions og instrueret af Tammes Bernstein.
Medieinteressen er både landsdækkende, regional og så lokal, at vi sidder i centrum af hans barndomsliv, da Ligeher.nu møder Thomas i Hanstholm Centeret til en snak om den længe ventede premiere, som filmselskabet har valgt skal ske på hans ”hjemmebane”.
- Det er med spændt forventning, jeg ser frem til premieren og til at få forløst fire års arbejde med filmen, hvor jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Tammes. Vi fik idéen til filmen sammen, men det er først og fremmest Tammes film, siger Thomas.
Tilgivelse og forsoning
Kort fortalt handler Kærestebreve fra Thy om at tilgive og forsone.
For Thomas var det en kaotisk opvækst, hvor han efter forældrenes skilsmisse, da han var helt lille, kun husker konflikterne, en far, der gik i hundene og følelsen af, at der ikke var nogen til at gribe én, hvis man faldt.
Kærlighed mellem forældrene, Anita og Morten, oplevede han aldrig, men da hans far lå for døden med terminal kræft, tog han fra Nørrebro i København og hjem til Thy for at passe ham og fandt ved den lejlighed ud af, at lillesøsteren og han var resultatet af en stormende forelskelse mellem forældrene.
Det kunne han læse ud af den stak kærestebreve, faren havde gemt og bad ham læse, når han var gået bort.
På det tidspunkt havde han ikke haft kontakt med sine forældre i flere år, men med kærestebrevene i hånden, begyndte han at omskrive sin egen fortælling.
Først blev brevene til musik, for Thomas er i dag frontfigur i det succesfulde band Ganger, og med kærestebrevene i hånden skrev han Gangers tredje og meget anmelderroste album Pisk samtidig med, at han gennem den proces blev forsonet med sin mor.
Og nu kommer altså filmen bygget over de samme kærestebreve.
- Filmens centrale budskab er at tilgive og forsone. Jeg tror, at der findes mange børn, som har oplevet det samme, som i vores familie. Men, der findes en vej gennem det. Og selv om det kræver hårdt arbejde, som det også har været tilfældet for mig, så er det hårde arbejde, det hele værd. For mig er det også en vigtig besked at sende i den tid, vi lever i, siger Thomas.
Frikadeller hjemme hos mor
En tilgivelse og forsoning, som ender med frikadeller på middagsbordet hos hans mor, som hjemme på Sydmors venter på ham efter snakken med Ligeher.nu.
- I den her proces, har det også været vigtigt for mig at have min mor inde over og have hendes accept af mit brug af kærestebrevene på Gangers plade og i filmen. Og så er filmen også en kærlighedserklæring til det Thy, hvor jeg er vokset op. På mange andre måder havde jeg en god barndom i Hanstholm, som har formet mig til det menneske og den kunstner, jeg er i dag. Derfor elsker jeg Hanstholm og vender ofte tilbage på besøg, siger Thomas, der på spørgsmålet om at give koncert samme sted, ikke tøver med sit svar.
- Det vil være oplagt, det må vi finde ud af at gøre en dag. Det kunne jo være i Hanstholm Hallen, smiler han.
Kan man ikke vente på det, så giver Ganger koncert til Thyrock til sommer og til efteråret i Thisted Musikteater.
Tilbage til filmen, så medvirker Anita, Ganger og mange af Anitas og Mortens venner fra dengang. Sammen med instruktøren Tammes, møder de frem til premieren, og efterfølgende skal filmen på en mindre tourné rundt i landet, hvor Thomas er med.
Senere bliver den også vist på DR.