Billede beskrivelse

Agger bød på kongevejr til Ladywalk

27. maj 2025 kl. 19.33

AGGER: Det regnede, da de frivillige stillede pladsen op, og det regnede, da de tog pladsen ned igen.

Men på dagen, mandag den 26. maj, bød Agger på kongevejr, og det manglede vel bare på majestætens fødselsdag.

Så i strålende sol, kunne knap 2.500 kvinder i alle aldre, naturligvis iført kongeblå Ladywalk t-shirts, begive sig ud på de årlige vandreture i Aggers smukke natur til støtte for sygdomsramte kvinder.

- Det blev endnu en fantastisk succes, så jeg kan ikke være mere taknemmelig. Det var så smukt et syn i det flotte solskinsvejr, sagde arrangør Lone Mark.

Billede beskrivelse

Hun måtte i år følge arrangementet lidt fra sidelinjen, da hun er sygemeldt efter et fald. I stedet var det hendes niece, Nadja Gisselbæk Christensen, der havde fået opgaven med at byde deltagerne velkommen.

- Det var første gang, det ikke var mig selv, der bød velkommen. Men Nadja gjorde det så flot og på sin helt egen måde, at jeg blev helt rørt, sagde Lone Mark.

Rørt blev hun også over, at der i år var ekstra mange deltagere på den korte tur på tre kilometer.

- Den rute har jeg kæmpet hårdt for at få med på Ladywalk-programmet, for når man går for sygdomsramte kvinder, så er der mange, som er ramt af sygdom, der gerne vil gå med. Og for dem kan det være hårdt nok at gå tre kilometer. Derfor var jeg glad for at se ekstra mange på den korte rute. Og det var kvinder i alle aldre og nogle med rollator, sagde Lone Mark.

Billede beskrivelse

Både før og efter gåturene, kunne deltagerne shoppe i de mange boder på pladsen, og også her kunne Lone Mark glæde sig over, at de fleste boder kunne melde udsolgt.

- Et godt eksempel er Chokolenten, som sidste år hurtigt løb tør for deres populære cookies. Derfor havde de ekstra mange med i år, men de blev også udsolgt inden lukketid, sagde Lone Mark.

Ladywalk er en landsdækkende motionsevent med 15 startbyer, og i år gik samlet 23.175 deltagere for den gode sag.

Mens København var størst med sine 3.475 deltager, kom Agger igen i år ind på en flot andenplads med sine 2.497 deltagere.

Og næste år kan Ladywalk i øvrigt fejre 25-års jubilæum.

- Det glæder vi os til, så allerede nu går vi og tænker på, hvordan en jubilæums t-shirt skal se ud, sagde Lone Mark.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste