25-års Jubilæum: Danmarks største Landboseniorklub inviterer til jubilæumsfest
HURUP: Sydthy-Thyholm Seniorklub runder et skarpt hjørne – 25 år – og det skal fejres med en fest. Derfor inviterer seniorklubben til jubilæumsfest i Hurup Hallen tirsdag den 9. september. Det bliver med en tre-retters menu samt kaffe og formanden for Fjordland, gårdejer Leif Graversen, er inviteret til at holde festtalen. Efter spisning og tale vil Keld og Hilda stå for underholdningen, og derefter vil Flemming Baade spille op til dans.
Dørene åbnes klokken 17, og man kan tilmelde sig arrangementet ved indbetaling af 300 kroner for medlemmer og 400 kroner for ikke medlemmer på enten mobilepay 551965 eller kontonummer 9111-0002601087. Tilmelding skal ske til bestyrelsen senest den 1. september.
Danmarks største landboseniorklub
Sydthy-Thyholm Seniorklub blev stiftet i 2000 som en underafdeling af den landsdækkende forening LandboSenior, hvor den lokale klub i dag er en af 57 foreninger på landsplan.
Sydthy-Thyholm Seniorklub blev oprettet af en gruppe på 34 pensionerede landmænd, men i dag favner klubben bredt og har omkring 500 medlemmer, hvilket gør klubben til Danmarks største landboseniorklub.
I dag behøver man ikke længere at have eller have haft tilknytning til landbruget for at blive medlem, og man behøver heller ikke at være gået på pension. Klubbens primære formål er at lave arrangementer, der kan være med til at skabe stærke netværk og styrke det sociale samvær for medlemmerne.
Det sker som udgangspunkt med et arrangement hver måned, hvor der på skift arrangeres udflugter, foredrag, virksomhedsbesøg, julefrokost. Når klubben afvikler arrangementer, er der altid stor deltagelse af omkring 100 tilmeldte hver gang, og klubbens bestyrelse lægger vægt på, at der ved hvert arrangement skabes tid og rum til at mødes for at hygge og snakke sammen.
Tætpakket program for 2025/26
Lige nu er klubben klar med programmet for 2025-26. Og det er et varieret program, der henvender sig til et bredt publikum. Når jubilæumsfesten er vel overstået i september, har klubben inviteret Pusle Helmuth, som foredragsholder den 21 oktober med titlen ” Det at være barnestjerne er en voksenrolle”.
I november bliver der inviteret til julefrokost med det store populære julebord, underholdning og dans ved Gerhard Mark. Til januar er der arrangeret foredrag med tidligere formand for Folketinget og tidligere landbrugsminister Henrik Dam Kristensen. Til februar kan man møde Poul Pedersen fra Thise, der vil fortælle den spændende historie om Thise Mejeri.
Den 17. marts 2026 er det tid til at afvikle klubbens generalforsamling. Og efter generalforsamlingen bliver der spisning og foredrag ved Kasper Steinfath, den flerfoldige verdensmester i Stand up Paddle, som bor i Klitmøller.
Forårsprogrammet er ligeledes spækket med foredrag – blandt andet kommer hofreporter Trine Larsen og fortæller om sin over 30 års journalistkarriere som hofreporter. Den 9. juni slutter aktiviteterne med den årlige udflugt, som i år går til VW & Retro Museum i Ulfborg.
Denne sæsons program tæller i alt ni spændende foredrag og arrangementer og bliver alle afviklet på en tirsdag.