Billede beskrivelse

Endnu en pokal til racertalentet fra Thy

Heldet var med Malthe Jakobsen, da han i weekenden kørte årets anden afdeling af European Le Mans Series i Sydfrankrig

17. juli 2023 kl. 18.01
Opdateret kl. 18.26

SENNELS: Årets anden afdeling af European Le Mans Series på Circuit Paul Ricard i Sydfrankrig gav en god pointhøst og en ny pokal til det danske racertalent Malthe Jakobsen fra Thy.

Efter kvalifikationen lørdag, hvor Malthe Jakobsens medkører, Alexandre Coigny, stod for at sætte en skarp omgangstid, stod det klart, at trioen bestående af Malthe Jakobsen samt Nicolas Lapierre og Alexandre Coigny, skulle starte fra syvendepladsen i LMP2 Pro/Am-klassen.

Coigny fik et drømmestint og kunne aflevere bilen på andenpladsen i klassen, da det var Lapierres tur, og den firedobbelte franske Le Mans-vinder kunne ligeledes overdrage bilen på andenpladsen - og så var det thyboens tur til at tage styringen.

Den hurtige thybo kørte et solidt stint uden de store udfordringer, og han sikrede dermed Cool Racing andenpladsen i LMP2 Pro/Am - nok til også at avancere til en delt andenplads i mesterskabet.

- Vi har haft et rigtig stabilt løb, hvor heldet for en gangs skyld var med os og ikke de andre. En del af vores konkurrenter har haft problemer med punkteringer, men vi har med vilje kørt meget konservativt for at undgå det, og det lykkedes heldigvis, fortæller Malthe Jakobsen, som glæder sig over dagens gode resultat:

- Det er mega godt kommet igen af Alex efter kvalifikationen i går. Han kørte et godt stint i dag og lagde fundamentet til et topresultat, så Nico og jeg skulle sådan set bare koncentrere os om at få bilen med hjem. Det var fedt!

Andenpladsen i LMP2 Pro/Am-mesterskabet luner også for den unge thybo, som ved næste afdeling af mesterskabet kommer til en, for ham, helt ny bane: Motorland Aragon i Spanien.

- Det bliver helt sjovt. Sidste år var der mange nye baner på min kalender, men i år er det her indtil videre den eneste, så jeg glæder mig til at være lidt ekstra udfordret når vi kommer derned. Teamet har været der, så vi står ikke på helt bar bund, men vi kommer til at arbejde hårdt dernede, fortæller Malthe Jakobsen.

Løbet på Motorland Aragon køres 26. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste