En over hækken: Sådan hjælper Kristian med ferie-overraskelsen
Kristian Steen Jensen fra Mors har startet et nyt haveservicefirma. Han kører rundt og klipper hæk hos borgere, der ikke selv har mulighed for det
MORS/SALLING/SKIVE: Kristian Steen Jensen pakker haveudstyret. Så er han klar til en arbejdsdag i alle andre haver end sin egen. Han tager nemlig ud til borgere især på Mors, i Salling og Skive for at trimme de hække, der ikke kan klares på egen hånd.
- Det startede faktisk med, at jeg selv går op i at have en pæn hæk. Når man så kører rundt og kigger på alle de grimme og uklippede hække, så irriterer det jo nærmest en, fortæller Kristian Steen Jensen, der er indehaver af KSJ Skov & Haveservice.
Han startede det lille firma i starten af sommeren, og siden er det gået stærkt. Kristian Steen Jensen har fået utallige henvendelser fra borgere, der gerne ville have hjælp til haveservice. Især fra kunder, der gerne vil have en nyklippet hæk at komme hjem til.
- Jeg har været ude ved mange, som skal overraskes af enten konen eller manden, når de kommer hjem fra ferie, fortæller altmuligmanden.
Kristian Steen Jensen er 23 år gammel, far til tvillinger, autodidakt VVS'er og havemand, men han nyder at være beskæftiget og hjælpe til. Han husker især én episode, hvor han hjalp en ældre dame med hendes have, efter hendes mand var afgået ved døden og hun måtte sælge huset.
- Altså, bare at se, hvor glade især ældre mennesker bliver, det gør sgu noget ved en. Det gør i hvert fald, at man får lyst til at stå op hver dag, fortæller han.
Kristian Steen Jensen går en travl sommer i møde med masser af henvendelser fra borgere i Nord- og Midtjylland, så du skal være hurtig, hvis du skal have klippet hæk af den unge iværksætter.