En fortælling om at være tyk: Kritikerrost forestilling kommer til Thy
Den Reumert-nominerede forestilling ”Tyk” gæster Limfjordsteatret i Thy.
Det skriver Limfjordsteatret i en omtale.
Personen med den tykke krop er ofte doven og lad, dum, fattig, vulgær og ikke særlig eftertragtet, altid morsom, altid ensom – og hele symbolet på vestens grådighed. Fordommene slippes løs i den Reumert-nominerede forestilling ”Tyk”, som spiller på Limfjordsteatret i Thy d. 23. og 24. marts.
Kroppen tilhører skuespiller og performer Julie Thalund – og teksterne er hendes egne. Hendes krop er tyk. Den flyder, danser og får sit eget udtryk og stiller sig til skue for publikum. Ved sin side har hun guitarist, komponist og sanger Camilla Bang.
”Tyk” er baseret på Julie Thalunds dagbog gennem fem år med dens sejre og nederlag. En intim, musikalsk og kropslig fortælling om at springe ud som tyk. En både alvorlig, rørende og humoristisk forestilling med en invitation til publikum om – uden skam – at betragte en tyk krop.
Forestillingen har fået flotte anmeldelser og blev tilmed Reumert-nomineret til Årets Særpris 2021.
”Tyk” spiller på Limfjordsteatret i Thy torsdag d. 23. marts kl. 19.30 og fredag d. 24. marts kl. 11.00 med mulighed for aftertalk.