Eftersøgt mand nikkede betjent en skalle
En voldssag udviklede sig og endte med, at den sigtede uddelte en skalle til en politimand
SNEDSTED: Kl. 13.32 lørdag eftermiddag blev politiet kaldt ud til en adresse på Irupvej nær Snedsted.
Der var tale om en voldssag blandt familiære relationer, oplyser politikommissær Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Da politiet nåede frem kunne de konstatere, at den 36-årige mand på adressen, der havde forøvet vold, også var eftersøgt til afsoning i en anden sag.
Han blev derfor anholdt og sigtet for vold, hvorefter han blev transporteret til afsoning.
Det var den 36-årige dog ikke umiddelbart indforstået med, og under transporten formåede han at nikke den ene betjent en skalle.
Han er derfor nu tillige sigtet for vold efter §119, "vold mod tjenestemand".