Efter næsten 50 år: Galleri præsenterer igen kunstner fra åbningsudstilling
Malerier og skulpturer af Conny Walther på Galleri Salshus
HINDING: Det er i år 49 år siden, Galleri Salshus for første gang inviterede indenfor til kunstneriske oplevelser i det tidligere husmandssted i Hinding ved Nors.
Dette næsten-jubilæum fejres med en udstilling med Conny Walther, keramiker og maler, som også deltog i galleriets allerførste udstilling i 1974. Conny Walther døde i 2019, men den nye udstilling er blevet til med venlig støtte fra hendes arvinger, fortæller indehaveren af Salshus, Barbara Kalmus-Larsen.
Conny Walther, der var født i 1931, uddannede sig bl. a. på Kunsthåndværkerskolen i 1949-51. Det var dog især mødet med Natalie Krebs fra keramikværkstedet Saxbo, som blev skelsættende for hendes keramiske virke.
Conny Walther skabte kuglevaser og andre brugsgenstande i stentøj, glaseret med ekspressionistiske penselstrøg. Det interesserede hende dog mest at arbejde med keramikskulpturer, og hun fik stor anerkendelse for sine markante skulpturer i enkle, organiske former.
Sideløbende arbejdede hun også som maler, og udstillingen på Galleri Salshus omfatter både malerier og nogle af Conny Walthers små keramiske skulpturer.
I 1964 blev Conny Walther optaget i Malersammenslutningen af 1959 (M59), hvis medlemmer arbejdede i et abstrakt formsprog inspireret af naturoplevelser. Ud over Conny Walther var også Herold G. Kristensen og Bent Stubbe Teglbjærg fra denne gruppe med, da Galleri Salshus åbnede i 1974. Conny Walther og Bent Stubbe Teglbjærg dannede i øvrigt par fra 1957 til 1982.
- Det er anerkendte navne, som der i dag er skabt fornyet interesse om, siger Barbara Kalmus-Larsen, der er enke efter galleriets grundlægger, Poul Larsen, og har videreført det efter hans død i 2009.
Udstillingen i Galleri Salshus, Døjholtvej 15, åbner skærtorsdag, 6. april.