Billede beskrivelse

Efter et år med udfordringer: Is-producent ser lys forude

23. juni 2023 kl. 15.01
Opdateret kl. 15.47

THISTED: Premier Is ser lyst på fremtiden efter et udfordrende år.

Virksomheden kommer ud af 2022 med en omsætning på 498 millioner kroner og et underskud på 7,6 millioner kroner efter skat. Mens der er tale om en historisk høj omsætning, hvor en del af væksten kan tilskrives prisstigninger, falder årets resultat fra 23 millioner i 2021.

Resultatet, der i en pressemeddelelse fra Premier Is betegnes som acceptabelt, kommer efter et turbulent år, hvor markedet har båret præg af krig i Europa, tårnhøje energi- og råvarepriser og buldrende inflation.

Ifølge Claus Dahlmann Larsen, administrerende direktør i Premier Is, er årets resultat en direkte konsekvens af en række ekstraordinære omkostninger og i særdeleshed stigende råvare- og energipriser på tværs af hele værdikæden, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Det er klart, at 2022-resultatet ikke er tilfredsstillende, men under de givne omstændigheder er det dog acceptabelt. Vi har i 2022 oplevet en række ydre omstændigheder, som vi langt hen ad vejen har forsøgt at tilpasse os. Samtidig har vi også meget bevidst påtaget os en del af de øgede omkostninger, der ellers ville være havnet hos forbrugerne. Som Hele Danmarks Ismejeri ser vi det som en vigtig opgave at sikre, at is er tilgængeligt for så mange forbrugere som muligt – og det er det ikke, hvis prislejet hæves betragteligt, siger Claus Dahlmann Larsen.

Billede beskrivelse

Han tilføjer, at virksomheden og dens medarbejdere har udvist rettidig omhu på tværs af forretningen og løftet i flok, men peger også på ændret adfærd hos forbrugerne som en af forklaringerne på årsresultatet. Det mærkes især hos Hjem-IS.

- Forbrugerne bliver mere prisbevidste, end vi har oplevet de tidligere år. I det forgangne år har der været lidt færre kunder ude ved bilerne, og så har det rullende ishus naturligvis været meget påvirket af øgede brændstofpriser. Det står i stor kontrast til 2020 og 2021, som begge var coronaår, hvilket gav gode betingelser for Hjem-IS, siger Claus Dahlmann Larsen.

Med strategien ”Det Nye Premier Is” har virksomheden i de seneste år bygget en platform gearet til vækst og skabt en evne til hurtig omstilling i forretningen, der kan tilpasse sig de ydre omstændigheder. Derfor efterlader resultatet fortsat råderum til at foretage nødvendige investeringer.

Virksomheden besluttede i 2022 at udskifte en af sine ældste produktionslinjer. det sker i år.

- Udskiftningen er en af de største investeringer i nyere tid i Mejerigaardens historie og er derfor samtidig et klart billede på, at vi på trods af et svært år stadig har et langsigtet strategisk fokus, siger Claus Dahlmann Larsen.

- Vi ser muligheder, hvor andre ser krise og begrænsninger. På trods af en usikker markedssituation og ændrede forbrugsvaner, har vi en god plan og strategi at støtte os til. Derfor tror vi også fuldt og fast på, at vi kommer stærkt ud på den anden side.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste