
Efter 18 år er det slut: Kvindenetværk lukker ned
Medlemstallet blev reduceret under corona-epidemien og de yngre medlemmer falder fra - derfor er Zonta Thy nu historie
THY: Zonta Thy er fortid. Siden 2005 har Zonta Thy været den lokale del af en international organisation der arbejder for at forbedre kvinders vilkår.
En overgang var klubben oppe på 35 medlemmer. Efter Corona er medlemstallet imidlertid faldet til det halve, og især de yngre medlemmer er faldet fra, fremgår det af en pressemeddelelse.
Det var særligt den organisatoriske og den internationale del af klubben, det var svært at få skabt interesse for. Tilbage var 15 medlemmer, hvoraf de fleste var med til at starte klubben i 2005.
Efter en generalforsamlingsbeslutning og et afsluttende møde den. 8. maj er Zonta Thy lukket efter i en årrække at bidraget til at skabe en bedre verden for kvinder.
I årenes løb erdetblevet til mange interessante og givende månedsmøder med foredrag, virksomhedsbesøg og brancheforedrag. Der er uddelt penge til projekter, der gavner kvinder både lokalt og internationalt. Det arrangement, der har trukket flest deltagere har været den årlige ”Cafe Q”, der blev afholdt den 8. marts i forbindelse med kvindernes internationale kampdag.
Mange deltog også i ”Pink Party” der var Zonta Thys sidste store arrangement. Formålet med Zonta er arbejde for at styrke kvinders stilling i samfundet. Zonta Thy har støttet enkelte kvinder forskellige steder i verden, støttet Asylcentret i Hanstholm, Vågekonerne i Thy, Perlen i Nykøbing, Homestart og senest Mødrehjælpen i Thisted. Der er også givet penge til kvindeprojekter i Nicaragua i Alanya og Madagaskar og støtte til Maternity Foundation og Zontas projekter mod barnebrude.