Billede beskrivelse

DMI advarer om voldsomt vejr: Pas på onsdag morgen

16. januar 2024 kl. 15.40
Opdateret 29. februar 2024 kl. 10.53

Det er ikke slut med sne endnu.

I går aftes gav DMI et varsel om voldsomt vejr fra onsdag nat til onsdag formiddag.

I løbet af tirsdag vil der begynde at falde sne på vestkysten. Det tager til ud på natten, hvor snemængderne vil nærme sig fem til otte centimeter. Samtidig vil det sprede sig udover hele Nordjylland.

Samtidig vil vinden tage til og nærme sig kuling. Og det er en træls kombination, der vil give snefygning.

- Vores erfaring er, at snefygning er noget af det mest kritiske, der kan ske, i forhold til infrastruktur. Vejene sner hurtigere til. Med fem til otte centimeter sne og kuling vil der formentligt ikke være muligt at holde vejene fri, siger den vagthavende meteorolog fra DMI.

Det kan altså blive et problem for morgentrafikken, hvis det ikke kan lade sig gøre at holde vejene fremkommelige henover natten og den tidlige morgen onsdag.

Det er hele Nordjylland, der bliver ramt af sne og kuling. I Thy og på Mors er der dog et lille aber dabei. Her er der nemlig chance for, at sneen vil være vådere end i resten af landsdelen. Den våde sne blæser ikke lige så meget rundt.

Snefygningen bliver ifølge DMI særligt et problem i Vendsyssel og Aalborg-området.

Snevejret vil formentlig stilne af i løbet af morgenen, og vinden vil lægge sig hen mod middag onsdag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste