DMI advarer: Kan komme vindstød af orkanstyrke
NORDJYLLAND: Du skal nok have gang i murersnor eller lignende, hvis du har havemøbler og trampoliner stående i haven.
DMI har nemlig her til morgen udsendt et kategori 1 varsel om voldsomt vejr ved den jyske nordvestkyst. I Nordjylland drejer det sig om kommunerne i Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Morsø og Vesthimmerland.
Det skyldes, at en meget kraftig storm passerer gennem Nordsøen - dog uden at nærme sig fastlandet. De voldsomme vinde vil imidlertid presse vand ind mod Vestkysten, hvilket vil give forhøjet vandstand ved kysterne. Det er dog værst sydpå mod den centrale vestkyst.
Selvom stormen i Nordsøen - som briterne i øvrigt har døbt Lilian - ikke rammer Danmark, kan det dog sagtens blive en stormende affære omkring kystområderne. Her bliver stormende kuling med vindstød af orkanstyrke, og derfor anbefaler DMI, at man lige tager et kritisk blik på, hvad man har liggende af løse genstande i haven.
Varslet gælder fra fredag 14.00 til fredag aften klokken 21.00.