DM-titel er hjemme: Nu skal Camilla til EM i Prag
Camilla Thomsen er det nye talent hos Thy Squash - nu skal hun prøve kræfter mod Europas bedste til U15 EM i Prag
VESTERVIG: Thy Squash har fået et nyt stortalent. Det er Camilla Thomsen, som fra 11. til 14. maj er en del af det danske landshold, der skal kæmpe om pladserne til EM for U15 hold. Konkurrencen afvikles i Tjekkiets hovedstad Prag.
Camilla Thomsen er allerede firedobbelt dansk mester, og dermed den klart bedste danske pige i sin aldersgruppe. Udtagelsen til EM-holdet var derfor ventet.
Foruden Camilla Thomsen tæller det danske U15 hold også to drenge fra henholdsvis Hammerum og Birkerød.
Det danske EM-hold er kommet i gruppe med Frankrig, Ungarn, Skotland og Portugal. De er alle stærke nationer, og holdet er derfor seedet lavest i gruppen, men hos Thy Squash er der en forventning om, at Camilla Thomsen sammen med sine holdmakkere sagtens kan levere en overraskelse i konkurrencen.
I Thy Squash er der stolthed over igen at kunne levere et stort talent til landsholdet. Klubben satser stort på sit ungdomsarbejde, og ser Camilla Thomsens EM-deltagelse som et bevis på, at ungdomsarbejdet bærer frugt.
Camilla Thomsen spiller sin første kamp torsdag 11. maj. Turneringen løber til og med søndag d. 14. maj. Thysquash er stolt over igen at kunne levere endnu et stort talent til landsholdet, og igen et bevis på klubbens store satsning med ungdom bærer frugt.