X-factor-sanger spiller i Kas Kafé i Glyngøre
Fredag den 4. marts gæster Daniel Vengsaard Duo Kas Kafé i Glyngøre for første gang
GLYNGØRE: Daniel Vengsaard Duo lyder som et helt orkester
Han var stadigvæk konservatoriestuderende, da han dukkede op i de fleste danskeres bevidsthed for en solid præstation i X-Factor årgang 2013. Og han fortsatte sin uddannelse og har lige siden den sidste eksamen levet af sin passion for sang og musik.
Fredag den 4. marts gæster han Kas Kafé i Glyngøre for første gang.
Det sker med et imponerende bredt repertoire der tæller alt fra de store ballader til klassiske rock sange.
Han tager en spillekammerat med, og der er en del at vælge imellem for han deltager i en række musikalske fællesskaber.
Bl.a. er han en af frontfigurerne i 80’er bandet Flash Back 80’s.
Daniel Vengsgaard Duo spiller med akustisk guitar og kor, eller med klaver og kor, og den leverer en solid og medrivende sceneoptræden, hvor Daniel synger lead med en flot vokal.
Ofte spiller han samtidig rytmeinstrumenter og kan også lægge en trompetstemme på arrangementet.
Daniel Vengsgaard har optrådt ved mange forskellige lejligheder. I festsale, i kirker og på festivalpladser.
Og sætter sit ensemble sammen, så det passer til omgivelserne.
Men altid professionelt.