Billede beskrivelse

Weekend med kunsthåndværk og lokale ildsjæle

20. maj 2024 kl. 06.01

LILDSTRAND:

I år afholdes der atter Kunsthåndværkermarked i "Hawboernes Hus" i Lildstrand. Det sker i weekenden d. 25.-26. maj kl. 11-16.

På Kunsthåndværkermarkedet er der udstilling og salg af kunsthåndværk med afsæt i det lokale, det kreative og det gode håndværk. Såvel nye som tidligere udstillere deltager, og udstillerne vil være til stede og glæder sig til at vise frem, lyder det fra Mette Berntsen, som er en af de lokale udstillere og medarrangør gennem mange år.

Det er lokale kreative "ildsjæle", der står bag markedet. Der vil være forskellige stande, og der sælges unikke produkter i fx keramik, pileflet, strik, hækling, træhåndværk, malerier, patchwork, smykker samt meget andet.

Det er et hyggeligt marked med fokus på gedigent håndværk og gode materialer, og der er tid og plads til, at man kan få en personlig snak med udstillerne.

Trænger man til en lille pause, står den lokale vinhandler klar med smagsprøver, og det er også muligt at nyde en kop kaffe og et stykke kage.

Man kan købe lodder og vinde gevinster doneret af de forskellige udstillere.

Arrangørerne håber, at såvel turister som lokale vil kigge forbi. Forberedelserne har været i gang længe, og de er glade for, at det er muligt at skabe et arrangement, som har fokus på både det lokale og spændende håndværk.

Det er foreningen bag Hawboernes Hus og udstillerne, der i fælleskab arrangerer markedet, og der er fri entré.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste