Billede beskrivelse

Vilsundby Vækster inviterer alle iværksætter- inspirationsaften

18. maj 2022 kl. 13.52

VILSUND: Fire lokale iværksætterstjerner kommer og giver inspirationsoplæg, når udviklingsprojektet Vilsundby Vækster inviterer alle nye og kommende iværksættere i Thy og på Mors til iværksættermøde tirsdag 31. maj.

Ved mødet deltager Flemming Søvndal Nielsen fra Langbjerggård og Thy Race, Elisa Grauenkjær fra brand og designbureauet Vizuall, Bo Larsen fra Nees Bryghus samt Rasmus Fejerskov fra Westwind.

De vil alle give et inspirationsoplæg med fokus på deres erfaringer og tip til nye samt ideer til udvikling af Vilsundområdet.

Idéen er at inspirere nye til at starte virksomhed, og vise, at Vilsundområdet er et oplagt sted, hvis man drømmer om at blive iværksætter.

- Thy og Mors er et fantastisk sted med mange uforløste potentialer særligt indenfor turismeoplevelser og outdoor. Men det kan også være andre kreative fag eller det, som iværksætteren selv brænder for. Vi har nogle muligheder for at stille forskellige lokaler til rådighed i området afhængig af branche, fortæller Flemming Jensen, der er formand for styregruppen for Vilsundby Vækster.

På mødet kommer Thy Erhvervsforum og Morsø Erhvervsråd også med et kort oplæg om de tilbud, som de har til iværksættere.

Iværksætteraftenen er en del af udviklingsprojektet ”Vilsundby Vækster”, som erhvervsrådet i Vilsund og Sundby står bag.

Målet med projektet er at skabe erhvervsudvikling og bosætning i området.

Mødet holdes på Værftet - Søsportscenter i Vilsund - og der vil være lokale øl og vand samt smørrebrød i løbet af aftenen.

Tilmelding sker til Flemming Jensen på mail: soegaard57@hotmail.com inden 25. maj af hensyn til maden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste