Jørgen Leth besøger Thisted fredag 3. juni. Foto: Søren Solbjerg
Det sker

Jørgen Leth kommer til Thy: Her kan du møde ham

23. maj 2022 kl. 08:31

Lyden af Tour de France kommer til Thy.

Fredag 3. juni besøger den legendariske cykelkommentator, filminstruktør og digter Jørgen Leth Thy, når KulturRummet sætter ham stævne i Thisted Musikteater til en statussamtale over livets op- og nedture.

1. juli begynder en af verdens største sportsbegivenheder i Danmark. Her skydes 1. etape af Tour de France nemlig i gang med en enkeltstart i København, fulgt op af to etaper på de danske landeveje mellem Roskilde og Nyborg (2. etape) og mellem Vejle og Sønderborg (3. etape).

Men også her i Thy får vi mulighed for at mærke en lille snert af den store, danske Tour de France-fest. En lille måned før Tour-feltet ruller af sted, slår Jørgen Leth nemlig vejen forbi Thy til en samtale om bl.a. det store cykelløb, som den tidligere kommentator om nogen har været med til at få til at lyse op på danskernes lystavle.

- I KulturRummet inviterer vi flere gange i løbet af året thyboerne inden for til en samtale om livets store spørgsmål, og denne gang er det en af de helt store i det danske kulturliv, som thyboerne får mulighed for at komme tættere på, fortæller Martin Rohr Gregersen, der er litteratur- og kulturformidler i KulturRummet, i en pressemeddelelse:

- Jørgen Leths kunstneriske rækkevidde er stor: Han er kendt vidt og bredt som både filminstruktør, cykelkommentator, forfatter og digter, og i alle udtryksformer har han vist sig som en af de bedste, hvis ikke dén bedste. Så vi ser virkelig frem til at byde Jørgen Leth velkommen til Thy og ikke mindst at blive klogere på hans op- og nedture: Vi skal selvfølgelig runde de franske bjergtoppe. Men vi skal også omkring jordskælvet i Haiti, hvor ikke bare Leths hjem, men også livet, kroppen og sproget lå i ruiner, og så skal vi tage livtag med alderdommens forfald, som han har skrevet nogle virkelig påtrængende tekster om, lyder det fra Martin Rohr Gregersen.

Man kan tilmelde sig arrangementet, der er støttet af Statens Kunstfond, ved at skrive til bibliotek@thisted.dk - det koster 180 kr. at deltage.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu