- Lige nu er der stille. Men jeg har troen på fremtiden, siger Rasmus Pold, Vils Bolighus.
Det sker

Uopvarmet møbeludstilling: - De fleste har taget det pænt

09. marts 2023 kl. 13:00

VILS: - De fleste har taget det pænt.

Sådan lyder det fra ejeren af Vils Bolighus, Rasmus Pold, der i oktober bebudede, at han stopper med at opvarme den 2500 kvadratmeter store butik.

Derved sparede han en masse penge til opvarmningen, der hidtil var foregået med træpiller.

Og møblerne har ikke taget skade i det kølige showroom.

- Vi har lavet fugtmålinger hele tiden. Men nu er det jo ikke de møbler, der er i udstillingen, som kunderne får leveret. Når kunden har besluttet sig, bestiller vi hos vores leverandører. Og så går der max. 24 timer fra vi får dem, til de er leveret os kunden, siger Rasmus Pold der overtog Vils Bolighus i december 2020.

Det var midt i corona-tiden, hvorefter krigen i Ukraine satte en stopper for kundernes købelyst pga. stigende priser for strøm og varme.

Optimist

Rasmus Pold er optimistisk.

- Lige nu er der stille. Men jeg har troen på fremtiden, siger Rasmus Pold, der udover ham selv beskæftiger sin storebror Thomas Pold i butikken.

Derfor sætter han nu gang i en omfattende opgradering af butikken i Vils.

- 21. marts får jeg besøg af en stylist, der skal se på hele vores interiør. Vi skal gennemgå det hele med henblik på forbedringer. Hele butikken vil efterfølgende få et ”brush op”, siger han.

Han begrunder sin optimisme med, at priserne for strøm og varme er ved at vende tilbage til normalen.

- Derudover er der sket store lønstigninger i samfundet, siger han.

Udsalg

Kan man ikke vente med at bruge penge, så holder Rasmus Pold udsalg i butikken på lørdag 11. marts.

Her er der klækkelige rabatter på udstillede møbler i butikken.

Annonceret indhold

Nyeste