Niels Hausgaard spiller på Høloftet 9. februar.
Det sker

Udsolgt på et par timer: Lokalt spillested lander Niels Hausgaard

04. februar 2023 kl. 19:00

En vendelbo indtager Thyholm. 

Det sker, når Niels Hausgaard kommer forbi Høloftet på sin tourplan. 

- Vi er jo helt ærlig lidt for små til Niels’ publikum. De over 50 koncerter, han har foran sig rundt i landet, er jo i de store sale, fortæller Bent Hargaard, Høloftet.

Høloftet har i de første år, Hausgaard var forbi, været stedet, hvor der blev testet og prøvet af, og publikummet på Thyholm fik lov at komme med i øvelokalet. 

Men de sidste par år har Høloftet simpelthen fået plads på Niels Hausgaards tour. Og når det bliver torsdag d. 9. februar, sker det simpelthen igen. 

Hausgaard er afsted med showet, som bærer titlen ’The Danish Dane’, og med sig på scenen har han igen i år pianisten Martin Schack.

- Vi er vildt glade for – og helt ærlig også lidt stolte over - at Niels igen og igen vender omkring os, siger Hanne og Bent fra Høloftet. 

Udsolgt på et par timer

Hausgaards koncerter er sjældent ens to aftener i træk. Selv siger han, at det hele står og falder med, hvor god kontakt, han opnår med sit publikum. 

Og god kontakt skal han nok få med Høloftets gæster, der kun tæller 137, når der også denne aften er fyldt helt op.

- At sælge billetter til Niels Hausgaard er altid en prøvelse, for vi ved, at vi ikke kan glæde andre’, fortæller Bent. Sådan var det også denne gang, da Høloftet satte billetterne til salg. 

Det foregik per telefon til denne koncert, og ifølge Hanne og Bent ’bimlede og bamlede’ det godt nok noget i de par timer, billetsalget varede.

Annonceret indhold

Nyeste