Billede beskrivelse

Tre strygerkoncerter i Sennels, Vorupør og Langvad

Akela Kvartetten består af fire unge studerende fra musikkonservatoriet i København - den ene er fra Thy

21. juni 2020 kl. 12.15

THY: Den unge kvartet Akela fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København havde et travlt forår foran sig, da coronapandemien brød ud i marts. En efter en blev koncerterne aflyst, og de unge musikere spillede i stedet frivilligt på pladser og torve samt flere københavnske plejehjem.

Nu kommer kvartetten til Thy, hvor den spiller i Sennels Kirke tirsdag aften 30. juni, i Vorupør Kirke torsdag aften 2. juli og på Kirsten Kjærs Museum i Langvad fredag aften 3. juli.

Sennels er hjemme for et af kvartettens medlemmer, nemlig bratschist Kirsten Wilbrandt Kjær, der er er datter af Sigrid og Klaus Wilbrandt Kjær i Sennels Præstegård. Hun har følgeskab af violinisterne Clara Glasdam og Gustav Ranum samt cellist Oskar Reuben Friis-Hansen. De er alle fire også medlemmer af Det Danske Ungdoms Ensemble, kendt som DUEN - og også kendt som Det danske musikalske ungdomslandhold.

Kirsten Wilbrandt Kjær gik på Musikalsk Grundkursus Nord (MGK) i Aalborg, samtidig med at hun gik på Thisted Gymnasium, men Clara Glasdam og Oskar Reuben Friis-Hansen har gået på Sankt Annæ Gymnasium i Valby, og Gustav Ranum har gået på Guldborgsund MGK i Nykøbing Falster.

Siden 2017 har de fire unge studeret og spillet sammen på musikkonservatoriet i København og har igennem det seneste år studeret kammermusik hos professor Tim Frederiksen.

Kvartettens repertoire spænder helt fra Mozart til Sjostakovitj - over næsten 200 års musik. På programmet har de Mozarts ”Divertimento i D-dur”, Beethovens ”Strygekvartet, opus 18, nr. 3”, Ravels ”Strygekvartet i F-dur” og Sjostakovitjs ”Syvende strygekvartet”:

- Fælles for alle værker er, at det er musik, vi alle sammen holder rigtig meget af, og som vi gerne vil dele med et publikum, siger Kirsten Wilbrandt Kjær om programmet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste