Tre aftenture med Næssundfærgen i morgen
Og så er der også ture på fredag
THY-MORS: Næssundfærgens Venner åbner nu for aftenture på Limfjorden i to versioner, fremgår det af en pressemeddelelse:
- Vi gentager successen med drive-in på færgen - allerede i morgen aften, onsdag, fortæller formand Henrik Olsen og fortsætter:
- Med stor succes testede vi ideen om at tage på udflugt med biler ombord for ca. 14 dage siden. Nu er det gode vejr tilbage, og onsdag aften ser ud til at blive fantastisk. Fyld bilen med familie, gerne de ældre som har siddet inde længe nok, og andre, der trænger til sol og fjordluft. Vi har på aftenens tre afgange plads til i alt otte biler på hver afgang, og hver bil koster kr. 450, uanset antal personer, maksimal størrelse er minibus. Ud over betaling pr. bil kommer mad og drikkevarer, som man ønsker at tilkøbe på turen. Mad skal forudbestilles.
Første tur går fra Mors kl. 18.30 og fra Thy-siden 5 min. senere. Her kan der bestilles et lækkert landgangsbrød til 75 kr. pr. person.
Anden tur går fra Mors kl. 20.00 og fra Thy-siden 5 min. senere. Det er aftenkaffetur med kage til 65 kr. pr. person.
Tredje tur går fra Mors kl. 21.30 og fra Thy-siden 5 min. senere. Her tilbydes en solnedgangstur med champagne/hvidvin (efter ønske) og en frugtskål til 75 kr. pr. person.
Fredag 19. juni drager færgen af sted, rigget til med tre små borde med plads til fem gæster og fire store borde med plads til otte gæster:
- Vi sikrer dermed, at antallet holder sig under de 50 gæster på dækket. Der vil være servering af mad og drikkevarer ved bordene for at undgå, at man skal stå i kø. Samtidig vil der være god plads imellem bordene, forklarer Henrik Olsen.
Vil man med på denne tur, må man købe sig enten et lille bord til fem personer eller et stort bord til otte personer. Så må man samle de gæster, man gerne vil på udflugt sammen med. Prisen for et lille bord er 600 kr. og for et stort bord 900 kr. Hertil kommer aftenen menu til kr. 120 kr. pr. person:
- Det er en ny måde at sælge vores aftenudflugter på, og vi håber, at det vil imødekomme behovet for at komme ud på fjorden, samtidig med at ønsket om tryghed også sikres og imødekommes, siger Henrik Olsen.
Nærmere på: www.næssundfærgensvenner.dk