Top 5: Er du klar til det amerikanske valg? Her er de 5 bedste film om amerikansk politik
Det er knald eller fald d. 5 november, når det amerikanske valg finder sted.
Slaget skal stå mellem Kamela Harris og Donald J. Trump og uanset hvilken side du står på, skal det nok føre stærke meninger og følelser med sig ligegyldigt hvem der kommer ud af valget som vinder.
Men vi venter i spænding på resultatet, kan vi i mellemtiden varme op med en håndfuld fantastiske film, der sætter amerikansk politik under luppen.
Med satire og komedie, sprængfarlige thrillers, konspirationsteorier og markante skikkelser er der mange bud og portrætter af amerikansk politik på godt og ondt.
5. Idiocracy (2006)
Det kan godt være USA stadigvæk er en af verdens førende supermagter, men det er også en nation, der har lidt en del knæk i troværdigheden de seneste år (eller årtier?).
Den amerikanske drøm er i hvert fald ikke længere, hvad den har været - og for de fleste af os er sandheden nok, vi griner af Amerika, og ikke med Amerika.
I den satiriske science-fiction film “Idiocracy” griner alle af USA. En ganske almindelig amerikaner, Joe Bauers, bliver ved en fejl frosset ned i 500 år som del af et militæreksperiment. I de 500 år har nationen udviklet sig til komplet idioti, hvor overdreven forbrugerkultur, fake news, overfladiskhed og mangel på kritisk tænkning har sat dagsordenen.
Og den gennemsnitlige Joe er nu pludselig landets klogeste, som skal rette op på problemerne. Filmen er skide sjov og nogle gange skræmmende tæt på virkeligheden.
“Idiocracy” kan streames på Disney+ og lejes på Viaplay.
4. A Storm Foretold - det amerikanske oprør (2023)
Har du været i biografen og set “The Apprentice”? Frankenstein-fortællingen får en til at frygte republikansk sejr ved valget d. 5 november, men med folk som spindoktoren Roy Cohn omkring sig er Trump hele sin karriere blevet kørt i stilling til at være en vinder.
En anden kontroversiel skikkelse, der har været med til at forme den solbrune forretningsmand, er den politiske rådgiver Roger Stone - en person, der nu kommer i fokus i en ny dansk dokumentar.
“A Storm Foretold” er instrueret af Christoffer Guldbrandsen og efter flere forsøg på at stoppe filmen, kan den nu endelig ses. Med Roger Stone i fokus kigger filmen nærmere på præsidentvalget i 2020, og især højrefløjens angreb ved Kongressen.
Kom helt tæt på den hurtigtsnakkende Roger Stone, når han sammen med Trump lægger taktikker for at underminere valgresultatet, bevare magten og på skræmmende vis splitte USA.
“A Storm Foretold - det amerikanske oprør” kan streames på DRTV.
3. Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb (1964)
Amerikansk politik har, ligesom resten af verden, en lang og kaotisk historie. Valget mellem Kamela Harris og Donald J. Trump ligner en af nyere tids mest kontroversielle, så hvorfor ikke varme op med en brandvarm satirisk klassiker af den gamle skole?
I 1964 udkom mesterinstruktøren Stanley Kubrick med koldkrigsfilmen “Dr. Strangelove” (og en lang undertitel, som vi undlader her!), som udforsker den amerikanske ledelse, når den er mest udueligt.
Koldkrigen hærger og atomtruslen truer verdensfreden i en absurd, satirisk krigskomedie, der udstiller magtspillets mangel på logik og menneskelighed. En amerikansk officer beordrer et angreb mod Sovjetunionen, og det sender den politiske ledelse ned i en spiral af kaos.
Præsidenten allierer sig bl.a. med en tidligere nazistforsker og en vanttigt temperamentsfuld militærrådgiver. Filmen er fyldt med surrealisme, paranoia og gode grin, når den med skarp humor udstiller politisk inkompetence og menneskets egen selvdestruktion.
“Dr. Strangelove” kan lejes på Blockbuster eller Viaplay.
2. JFK (1991)
Nogle film har så meget gennemslagskraft, at de skubber til virkeligheden. En af 1990’ernes mest ikoniske film er den politiske thriller “JFK”, der udforsker detaljerne omkring mordet på USA’s tidligere præsident John F. Kennedy. En sag fyldt med politiske intriger, sammensværgelser og mystiske spor.
Kevin Costner spiller hovedrollen som distriktsanklageren Jim Garrison, der i årene efter præsidentattentatet, stiller spørgsmålstegn ved den officielle forklaring.
Her blev Lee Harvey Oswald dømt som gerningsmand på egen hånd, men et større komplot tegner sig med involvering fra FBI, mafiaen og andre amerikanske politiske enheder.
Man skal nok ikke anse “JFK” som den fulde sandhed - tværtimod - men det er en enormt effektiv film, der skubbede til amerikanernes opfattelse af mordet på Kennedy med sin blanding af fiktion og virkelige optagelser. Det er i den grad en film, der har pustet til ilden for alverdens konspirationsteoretikere frem til i dag.
“JFK” kan streames på Disney + eller lejes på Viaplay og Blockbuster.
1. All the President’s Men (1976)
Der findes mange ikoniske duoer på film. Batman og Robin. Sam og Frodo. Han Solo og Chewbacca. Gøg og Gokke. Og sådan kunne listen blive ved. I den mindre kendte ende, men ligeledes ikonisk, har vi duoen Bob Woodward og Carl Bernstein. Journalisterne, hvis opdagelser, førte til Watergate-skandalen og præsident Richard Nixons skandaløse afgang.
Ansigterne, der løftede duoen til ikonisk niveau er selvfølgelig 1970’er-superstjernerne Robert Redford og Dustin Hoffman, der slår gnister i alletiders politiske drama.
“All the President’s Men” giver respekt til det dybdegående journalistiske arbejde, der oplyser befolkningen og skelner mellem misinformation og sande nyheder. Virkelighedens Bob Woodward og Carl Bernstein skrev for The Washington Post, hvor deres journalistik førte til afsløringer om magtmisbrug på højeste niveau, der førte til moralske og etiske udfordringer.
“Follow the money!”, som den hemmelige kilde Deep Throat siger, og nyd et mesterværk ud i amerikansk politik og intriger.