Billede beskrivelse

Tilmelding går amok: Børnefest i Østerild sprænger alle rammer

24. februar 2022 kl. 13.48

50 børn havde været en succes for Østerild Borgerforening. Nu har ikke færre end 244 børn tilmeldt sig lørdagens børnefest i Østerild med MGP på storskærm, drinks og disko.

En succes der er kommet helt bag på Troels Kristoffersen og Tanja Kristensen fra bestyrelsen i Østerild Borgerforening, der har taget initiativet til børnefesten, der skulle være en overskuelig børnefest med disko og sodavand.

Eksploderede pludselig

- Men vi måtte pludselig op i nogle helt andre gear. For vi havde slet ikke været opmærksomme på, at vi havde lagt børnefesten på samme dato som børne MGP.

- Men så tænkte vi: hvorfor ikke gøre MGP til en bonusdel for børnene? Dét fik tilmeldingerne til at eksplodere fra den ene uge til den anden, fortæller Troels Kristoffersen.

Behov for hjælpere

- I Multicentrets store sal vises MGP-showet nu på storskærm. Vi har arrangeret lys, røg og musik, så der kan danses under MGP og bagefter. Det bliver en fed fest, lover de to medarrangører, der har fået seks voksne mere med til at hjælpe til.

- Men vi har brug for endnu flere. Så meld endelig til som hjælper, lyder det fra Tanja Christensen.

Børnene bliver hovedpersonerne ved lørdagens fest. De bliver alle modtaget personligt på den røde løber af konferencier Troels Kristoffersen, iført glitrende vest og guldhat.

Herefter venter der drinks, pølser og drikkevarer - altsammen en del af adgangsbilletten på 50 kroner.

Efter MGP på storskærm er der afterparty med dans til DJ. Hele aftenen kan der handles i festens kiosk.

Billede beskrivelse

Selv om fortilmeldingen er slut, så kan børn stadig nå at være med. For der vil være adgang fra 17.30 til 18.45, hvorefter dørene lukkes.

Forældre til børn fra 0.-3. klasse er velkomne til at være med.

- Vi har opfordret til, at en forælder holder øje med fem børn.

- Det er fuldstændig fantastisk, at der er sådan en interesse for vores initiativ. Det er virkeligt motiverende. Vi har fået tilmeldinger fra hele Thy - så langt fra som Bedsted, Fjerritslev, Sjørring og Thisted.

Og de kommer forhåbentlig ikke til at gå forgæves. Hverken i år eller næste år.

- Efter den succes det tegner til at blive i år, kan vi allerede nu afsløre, at Den Store Børnefest med MGP vender tilbage næste når - i en større og vildere udgave, lyder det fra Troels Kristoffersen og Tanja Kristensen.

Den Store Børnefest i Østerild er for alle børn fra 0.-6. klasse. Dørene åbner 17.30.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste